selv og Andre skulle have udtydet som et ondt Forvarsel for hans Biskopsdømmes ulykkelige Ende. Han var 40 Aar gammel, da han modtog sin Indvielse, maaskee til samme Tid som Hans Mule. Han deeltog som indviet Biskop i Raadsmødet i Bergen og var som saadan med at udstede de ovennævnte Breve af 23de August og 2den September 1524[1]. Det bemærkes om ham, at han, saalangt fra at bære noget Nag til sin Medbeiler Jon Einarssøn, tvertimod stedse vedligeholdt et oprigtigt Venskab med denne. I det følgende Aar 1525 kom Jon Aressøn tilbage til Island og indtog sit Sæde[2].
Vi have seet, hvorledes den norske Kirkes Styrelse efter Kristian II’s Flugt i 1523 ordnede sig ved de ledige Biskopsstoles Besættelse. Vi maa nu ogsaa omtale, hvorledes den verdslige Statsstyrelse efterhaanden ordnede sig fra den saagodtsom fuldkommen opløste Tilstand, hvori den befandt sig ved samme Tid, og hvilken vi ovenfor have antydet.
Da Norge berøvedes sin lovlige Konge paa en Tid da Nidaros’s Erkestol stod tom, savnedes den Person, der efter gammel Lov og Vedtægt skulde, i Kongedømmets Ledighed, optræde som Kongens selvskrevne Vikarius, som den norske Styrelses Hoved, indtil en ny Konge lovligen var antagen. I denne Rigets hovedløse Stilling var det nødvendigt, at et eller andet Raadsmedlem maatte uopfordret træde frem i den manglende Erkebiskops Sted, samle Raadet og see til at saa et Slags Rigsstyrelse i Gang. En Stund har man ganske naturlig ventet en eller anden Bestemmelse angaaende Rigsstyrelsen fra den bortdragne Kong Kristian, der havde efterladt sine Embedsmænd paa tvende af Rigets vigtigste Slotte, nemlig Jørgen Hanssøn paa Bergens Kongsgaard og Hans Mule paa Akershus. Men ingen kongelig Bestemmelse kom; og de ovennævnte Embedsmænd havde ingen lovlig Fuldmagt for det Tilfælde, som nu var indtruffet, nemlig at Kongen havde fjærnet sig fra sine Riger, og de tvende af disse havde formeligen opsagt ham Lydighed og hver for sig valgt en ny Konge. Hine Embedsmænd følte sig desuden usikkre i sin Stilling, og den ene af dem, Jørgen Hanssøn, reiste endog efter sin Herre til Nederlandene, og overdrog midlertidig Bergens Slot til en Anden, nemlig til den føromtalte Hans Knutssøn, Dekanus i Bergens Kapitel, hvilken, som vi have seet, Kristian ønskede til Bergens Biskop, og følgelig ansaa for en tro og hengiven Mand. Under disse Omstændigheder kunde et meer afgjørende Skridt ei længer udsættes. Ingen var nu nærmere til at gjøre Begyndelsen end den af Norges verds-
