lige Stormænd, der i Raadet stod Erkebiskoppen og Biskopperne næst i Verdighed, – og det var Hr. Nils Henrikssøn, Ridder allerede i 1489[1] og for Tiden Kongens Hovmester i Norge. Denne var uomtvistelig dengang Norges rigeste og mest anseede Stormand. Han synes vel hverken at have eiet Dristighed eller Ærgjerrighed nok til at optræde som sit Fædrenelands Befrier, eller engang som en vel skikket Partihøvding; men paa ham hvilede udentvivl fortrinsvis Almenhedens Øie, og Thrønderne, blandt hvilke han var Lensmand og havde sit Hovedsæde paa Østeraat Gaard, have ganske vist gjort Sit til at støde ham frem. Med ham forenede sig den, som det lader, paa Oplandene mest indflydelsesrige Stormand, Ridderen Hr. Olaf Galle, ogsaa en indfødt Nordmand og siden længere Tid Medlem af Raadet. Disse to, og, som det heder, „Nogle med dem“, hvilket vel vil sige nogle flere Medlemmer af det norske Raad, traadte da sammen, uvist forresten naar og hvor, og besluttede, at Nils Henrikssøn skulde fordre sig opgiven Kongsgaarden i Bergen og overtage Styrelsen af det Nordenfjældske (Nordlandene), Olaf Galle derimod fordre Akershus og overtage det Søndenfjældske (Sønderlandene) „Norges Rige til Bedste, indtil de fik en anden Herre og Konge for sig igjen her i Riget“.
Dette Skridt var, som let sees, nødvendigt og fuldkommen lovligt. Thi forladt af sin Konge, kunde Norge, efter sin dagjældende Statsforfatning, ingen anden øverste Statsmagt erkjende end det norske Raad. Men da den fattede Beslutning skulde gjennemdrives, mødte strax Vanskeligheder. Da Olaf Galle krævede Akershus, negtede Electus til Oslo, Hans Mule, i Egenskab af Kong Kristians Mand og Tjener at opgive ham Slottet. Det kom til en aaben Feide mellem ham og Olaf Galle, i hvilken denne sidstes Gaard paa Hedemarken blev ranet og brændt, og han selv af Hans Mules Magt fortrængt til Sverige og forfulgt ind i dette Rige, hvor han bad om Hjælp mod Kong Kristians Tilhang[2]. Ikke bedre gik det Nils Henrikssøn med Bergens Kongsgaard, hvilken Hans Knutssøn vegrede sig for at opgive, og som det lykkedes ham at holde ligetil henimod Enden af 1523[3].
Uden at det saaledes oprindelig synes at have været Nils Henrikssøns og Olaf Galles Hensigt at træde i afgjort Opstand mod Kong Kristian, fik dog deres Foretagende udseendet af at gaa i denne Retning, derved at de nødtes til at bruge væbnet Magt mod Kristians Mænd og Tilhængere for at opretholde det norske Raads lovlige Myndighed. Men intet kunde være kjærkomnere for Kong Fredrik af Danmark og det danske Rigsraad end den Forvirring i Begreberne og den indre Røre, som herved opstod i Norge. Fredrik havde nem-
