lig foresat sig at berøve sin Brodersøn den norske Krone ligesaavel som den danske; og i det danske Rigsraad var beredt paa at gjøre alt for at vedligeholde Forbindelsen mellem Danmark og Norge, og for at vinde det Herredømme i sidstnævnte Rige, hvortil det med saa stort Held havde lagt Grundvolden under de oldenborgske Kongers Styrelse. Baade Konge og Raad havde ogsaa allerede begyndt at drive sit Spil for dette Øiemed, og den Mand, de først og fremst udsaa til sit Redskab heri, var den os fra for af noksom bekjendte Hr. Henrik Krummedike.
Denne ganske vist djærve og dygtige, men, som det lader, lidet redelige Mand havde, lige siden kort efter Knut Alfssøns Drab, været uden nogen fremtrædende høiere Virksomhed i Norge, og holdt for det meste til i Danmark. Men sit meget arvede og kjøbte Jordegods i hint Rige ejede han endnu, og om han end under Kristian II, i det mindste for en Tid, havde mistet sine Len der, saa havde han dog af samme Konge faaet Løfte om at faa dem igjen, da han ganske kort før Kongens Bortreise, som saa mange andre danske Adelsmænd, svor ham en fornyet Troskabs Ed. Strax efter, endnu for Kristians Flugt, opsagde han imidlertid ligefuldt den 7de April denne, gik over til Fredrik og hyldede ham; og ikke længe efter begyndte Kongen at nytte hans Tjeneste i de norske Anliggender.
Allerede i Mai Maaned 1523 finder man, at Hr. Henrik er optraadt som et Slags Statholder eller Befalingsmand paa Fredriks Vegne over det søndenfjældske Norge[1], – paa en Tid altsaa, da der intet Skridt var gjort fra norsk Side til at opsige Kong Kristian, langt mindre til at vælge Fredrik. Men hans egentlige Virksomhed i Norge synes dog især at have begyndt, efterat han i Slutningen af Juli og Begyndelsen af August havde været samlet med Kong Fredrik paa Herredagen i Roskilde, hvor han som Medlem af Danmarks Rigsraad deeltog i Udstædelsen af Kongens danske Haandfæstning den 3die August[2]. Hans mange Forbindelser fra ældre Tider i den sydlige Deel af Norge have udentvivl mægtig hjulpet ham i hans Bestræbelser for at skaffe Fredriks Sag Fremgang, og Fredrik har vistnok allerede været sikker paa at finde Tilhængere i Norge, da han den 5te August 1523 fra Roskilde udstedte sin Opfordring til Nordmændene, at antage ham til Konge istedetfor Kong Kristian, som saa ukristeligen, umildt og uretfærdigen havde behandlet baade de Norske og Danske, samt at opretholde den Forening med Danmark, som var indgaaet i Dronning Margretas Tid, og ikke uden stor Skade kunde
