træde i Underhandlinger med Raad og Folk i den Deel af Norge. Hans Afsendelse til det Nordenfjældske har saaledes efter al Sandsynlighed været omtrent samtidig med Begyndelsen af Henrik Krummedikes egentlige Virksomhed i det Søndenfjældske; men man seer ikke saa hastig Sporene af Vincentius’s Færd, som af Henriks.
Vi finde Vincentius i Bergen mod Slutningen af Aaret 1523. Hofmesteren Hr. Nils Henrikssøn samt Biskopperne Hoskold af Stavanger og Olaf af Bergen stode just paa den Tid i de ivrigste Underhandlinger med Dekanus Hans Knutssøn, hvem, som ovenfor er fortalt, Jørgen Hanssøn havde overdraget Bergens Kongsgaard paa Kong Kristians Vegne i sin egen Fraværelse. Skjønt Hans Knutssøn ikke havde Magt nok til at fyldestgjøre de Fordringer, der med Rette kunde gjøres paa ham som kongelig Befalingsmand, og skjønt han fra Tydskernes Side paa Bryggen truedes med et Angreb, hvilket han vilde have ondt for at modstaa, da hans Mænd vare faa og Kongsgaarden endnu var høist ufuldkomment befæstet, saa fandt han og hans Mænd det dog længe uoverensstemmende med sin Ære at opgive Gaarden. Endnu den 25de November, paa et da afholdt Møde, afslog han dette, og først den 5te Dag Jul, den 29de December, opgav han Kongsgaarden paa hæderlige Vilkaar.
Meningen var, som vi have seet, at Hr. Nils Henrikssøn skulde overtage Befalingen paa Bergens Kongsgaard; men han laa under Forhandlingerne den 25de November paa Sygesengen, og han døde inden Opgivelsen fandt Sted. Han efterlod ingen egtefødt Søn; kun en uegtefødt, Henrik Nilssøn, der i 1518 blev indskreven ved Universitetet i Rostok, og siden, i 1524, med pavelig Dispensation med Hensyn til Mangelen ved hans Fødsel, indført i den geistlige Stand[1] og længe levede som Kannik i Nidaros. Med sin Hustru, den raske og driftige Fru Ingerd Ottesdatter Rømer, efterlod han sig derimod fem Døttre, hvilke alle efterhaanden bleve gifte med danske Stormænd[2]. Med den ældste af disse, Margreta, var den til (Norge nys ankomne Vincentius Lunge netop bleven gift, og Hr. Nils overdrog ham paa sin Dødsseng Formynderskabet for sine øvrige Døttre. Derved blev denne Stormand indgiftet i Norge og saaledes ifølge hundredaarig Vedtægt at betragte lige med født Nordmand, hvem intet stod i Veien for at optages i Norges Raad og forlenes med norske Slotte. Til ham overdrog nu den 29de December Biskopperne Hoskold og Olaf Bergens Kongsgaard, da de Ingen vidste, heder det, der bedre kunde forsvare Almuen mod Uret og Overvold, og „da han vilde være en god, tro norsk Mand, byggendes og boendes hos dem“. Han forpligtede sig til at holde Kongsgaarden „til
