Norges Krone og den høibaarne Fyrste og Herre, som Gud har forseet og undt, Konge over Danmarks og Norges Rige skal være„[1]. Saaledes blev da, ved et Sammenstød af flere heldige Omstændigheder, Vincentius Lunge lige ved sin Optræden i Norge ikke alene Hoved for Rigets anseligste og rigeste Æt, men ogsaa Høvedsmand for et af dets fornemste Slotte, hvilket Embede i den senere Tid den verdslige Overbestyrelse af saagodt som hele det Nordenfjældske havde fulgt, og fremdeles skulde følge efter den Bestemmelse, der var gjort for Nils Henrikssøn, i hvis Sted Svigersønnen nu i alle Henseender indtraadte. Og Hr. Vincentius kunde neppe siges at have ulovligen anmasset sig denne ophøiede Stilling, hvilket man kunde sige om Henrik Krummedike og hans Statholderskab Søndenfjælds. Thi Befalingen over Bergens Kongsgaard var Hr. Vincentius formeligen overdragen af de tvende Biskopper, der for Øieblikket, da den 3die Mand i dette Styrelsesraad var død, kunde ansees for det nordenfjældske Norges lovlige midlertidige Styrelse, og for at repræsentere det norske Rigsraad i den Deel af Landet. Hr. Henrik derimod støttede sin Myndighed ene og alene til Fuldmagt af en Konge, som endnu .ikke vedkom Norge, og forresten til enkelte søndenfjældske Raadsmedlemmers og enkelte Bygdemenigheders Indrømmelse, hvilke hverken kunde siges at repræsentere det søndenfjældske Raad eller den hele søndenfjældske Almue.
Vincentius Lunge havde i hin sin Stilling til Norges Rige unegtelig et stort Fortrin for Henrik Krummedike. Det synes han ogsaa selv at have følt ligesaavel som sin større Uafhængighed af Kong Fredrik; og det Ene med det Andet har aabenbare bestemt hans følgende politiske Handlemaade. Han vilde Norges Forening med Danmark under samme Konge, men han vilde ingenlunde dets Underkastelse under Danmarks Rigsraad, eller de tvende Rigers Raads Sammensmeltning, hvorved naturligvis det norske vilde gaa op og forsvinde i det langt talrigere og mægtigere danske; tvertimod vilde han Norges Selvstændighed under et eget norsk Raad, der skulde være det danske fuldkommen sideordnet. At ogsaa en saadan Statsordning stemmede bedst baade med Hr. Vincentius’s Fordeel og med hans ærgjerrige Stolthed, er ikke vanskeligt at indsee. Han var i en Hast bleven den Rigeste og Mægtigste blandt det nordenfjældske Norges, ja man tør vel næsten sige blandt hele Norges, Stormænd, han havde derimod, saavidt vides, ikke særdeles store Ejendomme eller Forleninger i Danmark, skjønt han, som vi have seet, var Medlem af dette Riges Raad[2]; – videre var det norske Raad faatalligt, det havde af verdslige Medlemmer, især af virkelige Nordmænd,
