neppe een eneste høit begavet eller fremragende Personlighed i sin Midte, og hvad dets geistlige Medlemmer, Biskopperne, angik, saa var heller ikke nogen af dem provet i politisk Dygtighed, ligesom vel for Vincentius’s Øie allerede Hierarchiet ravede mod sin Undergang; – endelig forekom ganske vist den norske Almue, Norges Bønder, den fordomsfulde, adelsstolte danske Ridder, at være en saa ubetydelig Størrelse, at ingen Modstand af dens Ønsker eller Villie var at frygte, helst da jo virkelig allerede siden længe dens Magt var splittet og brudt og dens Røst forstummet. Kunde han nu under disse Omstændigheder danne af Norges Raad en nogenlunde fast sammentrængt oligarchisk Statsmagt, selvstændig baade mod oven og mod neden, og kunde han saa dernæst selv, ved Hjælp af sine overlegne Egenskaber, blive Sjælen i denne Statsmagt, hvortil der var de bedste Udsigter, – saa var jo i Norge den videste Mark aabnet for hans Ærgjerrighed og Herskelyst.
Det er forresten med alt dette slet ikke sandsynligt, at Vincentius Lunge følte noget varmt for Norges egentlige folkelige Selvstændighed; hans egen Ophøielse og Magt synes nærmest at have staaet ham for Øie, og en inderlig Tilslutning til det norske Folk spores ikke at være kommen ham i Tanke. Med en Datidens dansk Herremands hele Adelsstolthed saa han vist ned ikke alene paa Norges Bønder, men ogsaa paa dets faa norskættede Stormænd, hvilke vel i hans Mening ikke vare stort bedre end Bønder; og det er rimeligt, at han allerhelst skulde have seet det hele norske Raad besat med indgiftede eller indvalgte danske Adelsmænd, naar han kun selv kunde være den første i denne herskende Klasse, og afskjære den fra al Underdanighed under det danske Rigsraad.
Vi see, at Vincentius Lunge og Henrik Krummedike arbeidede i tvende hinanden temmelig modsatte Retninger, skjønt begge arbeidede for Kong Fredriks Sag. At en Spending mellem disse to Mænd heraf maatte udvikle sig, var saagodt som uundgaaeligt, og Norge kunde ved Begyndelsen af 1524 siges paa en Maade at have deelt sig mellem dem.
Nu kom om Vaaren 1524 Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn med fuld Metropolitanmyndighed tilbage til Norge[1], og Riget havde nu i ham sit lovlige vikarierende Overhoved under Kongedømmets Ledighed. Han var nu den, hvem det tilkom at optræde som det norske Raads Formand, at samle det om sig og søge at bringe det til en endrægtig Beslutning.
Et Raadsmøde kom nu, som allerede ovenfor berørt, istand i Bergen i August Maaned 1524. Her samledes med Erkebiskoppen
- ↑ S. o. f. II. 655.
