skeet, har ganske vist ikke Vincentius Lunge givet sig paa Veien til Kong Fredrik med Haandfæstningen og med Klagebrevet mod Henrik Krummedike. Han fandt Kongen i Ribe og overgav ham her begge Dele. At Haandfæstningen har fuldkommen opfyldt Kongens Ønske og Haab, derom har man al Aarsag at tvivle; men paa den ene Side stod den myndige Hr. Vincentius som dens dygtige Talsmand, og paa den anden Side stod den afsatte Kong Kristian endnu som en frygtelig og truende Fiende. Fredrik havde i Grunden intet Valg. Haandfæstningen blev ham udentvivl forelagt færdigskreven paa Pergament og forsynet med tolv Raadsmedlemmers Segl, og Kong Fredrik vedtog og stadfæstede den paa Ribehus den 24de November 1524 ved ogsaa at fæste sit Kongesegl under i Spidsen for Raadsmedlemmernes.
Mange Artikler i Fredriks norske Haandfæstning ere laante af hans danske; mange ere Gjentagelser fra ældre Haandfæstninger især Kong Hans’s og Kristian II’s; men nogle ere ogsaa nye og eiendommelige. De som vi her fortrinsvis ville paapege, deels for deres Eiendommelighed deels for deres Sammenhæng med Kirken, ere følgende:
Kongen skal elske Gud, styrke og forsvare den hellige Kirke og dens Tjenere samt verge om dens Privilegier og Friheder.
Han skal aldrig tilstede Kjættere, Luthers Disciple eller andre, at prædike eller lære, lønligen eller aabenbare, imod Gud, den hellige Kirkes Tro, Paven og den romerske Kirke; men hvor saadanne Kjættere findes i Norge vil han lade dem straffe paa Liv og Gods.
Han skal holde Norges Riges Indbyggere ved St. Olafs og Norges Riges Lov og Landets gamle gode Sedvaner.
Han skal, med Rigets Raads Hjælp, forhindre, at nogen Sag, aandelig eller verdslig, drages eller indkaldes til Rom, førend den først er behandlet for Rigets Prælater efter Rigets Privilegier.
Hver Biskop og Prælat skal og maa bruge den hellige Kirkes Ret og Jurisdiction saa frit, som de fra Arilds Tid have nydt og brugt den.
Kongen skal hjælpe Erkebiskoppen, Biskopper og Prælater, Riddere og Riddersmændsmænd, Norges Riges Raad, af Kronens Len, saaledes at de ikke skulle besøge Herredag og bære anden Rigets Tyngde ganske paa egen Kost og Tæring; „thi deres Gods er ikke frit med kongelig Rente (skattefrit til Kronen) som i Danmark“.
Prælater og Domherrer (Kanniker, Chorsbrødre) i Norge skulle nyde fri Valgret efter Kirkeloven, at kaare Erkebiskop, Biskopper, og Prælater, undtagen til de Prælaturer og Præbender, hvortil Kongedømmet har Patronatsret.
