indtil Utlægemaal; og skal ingen Prestemand holde nogen utlæg mod Kronens Foged, efterat han er dømt efter Loven.
Kongen skal holde sine Breve ved Magt og ei give Brev imod Brev.
Ældre Privilegier, Norges Prælater, Herrer og Indbyggere vedkommende, ligesom og lignende vedkommende Norges Krone, hvor de findes og kunne bevises, skulle staa ved Magt, nærværende Reces dog uforkrænket.
Kongen forpligter sig til at holde denne Haandfæstning, som han har besvoret og i sin Kroning vil yderligere besverge; og gjør han noget derimod og ei vil lade sig undervise af Norges Raad, da skulle Rigets Indbyggere ei meer være ham „Huldskab, Mandskab, Ed eller tro Tjeneste“ pligtige, men derimod være skyldige til at afverge det[1].
Vi see lettelig, at der i Haandfæstningen ei alene er sørget for Norges Selvstændighed, som den dengang kunde opfattes, men ogsaa for den norske Kirkes Frihed og Rettigheder. Om det første hovedsagelig skriver sig fra Vincentius Lunge, som dog ganske vist heri kraftigen understøttedes af Erkebiskoppen og de indfødte norske Raadsmedlemmer, saa skriver det sidste sig naturligvis fra Erkebiskoppens og Biskoppernes Opmærksomhed paa Geistlighedens Standsfordele, om hvilke det nu var saa meget nødvendigere at hegne ved den offentlige Ret, som Reformationen fra Tydskland af allerede truende nærmede flg. Hr. Vincentius kan man i denne Deel af Haandfæstningen saa meget mindre ansee for Bestemmelsernes Ophavsmand, som han udentvivl allerede i sit Hjerte var en Tilhænger af Luthers Lære og af Kirkereformationen samt, som senere viste sig, nærede ganske andre Grundsætninger med Hensyn til Kirkestyrelsen, end de som Haandfæstningen udtaler. Forøvrigt savner man i den norske Haandfæstning to mærkelige Artikler Kirken vedkommende, der findes i den danske, nemlig den ene, at Kongen i Regelen ei skal tilstede Nogens Valg til Biskopsdømme i Danmark, uden han der er „indfødt af Riddere og Svende“ (d. e. uden han er indfødt dansk Adelsmand), – og den anden, at Kongen ei skal udnævne, præsentere eller tilstede nogen Udlænding til Prælatdømme, Kirke eller Kirkelen i Danmark, ei heller tilstede „nogen Kurtisaner (d. e. pavelige Hofembedsmænd) eller Andre derudover danske Mænd at molestere, som hertil ofte skeet er“. Aarsagen til disse Artiklers Udeladelse ligger øiensynlig deels i Norges Statsforhold, da Landet manglede en talrig Adel, deels i danske Interesser, der gjerne vilde holde Danske Adgangen aaben til norske Kirkeembeder og geistlige Indkomster.
- ↑ Sml. I. 1–42.
