dette derimod mindre Tilfældet, og det fordi Fredrik her næsten slet ikke kom til Orde paa Grund af Hr. Vincentius’s anmassende Færd i de fleste Styrelsessager, helst under Kongens tidligere Regjeringsaar.
Nærmest efter Fredrik I’s Valg til Norges Konge førtes Rigsstyrelsen her paa den Maade, at for det Nordensjældske raadede Vincentius Lunge, der var Høvedsmand paa Kongsgaarden i Bergen, havde mange Forleninger, blandt hvilke Vardøhus og Helgeland, og Navn af Kongens Statholder Nordenfjælds[1]; for det Søndensjældske raadede Olaf Galle, der var Høvedsmand paa Akershus og benævntes Kongens Statholder Søndenfjælds[2]. Erkebiskop Olaf, der var Raadets Formand og desuden havde Thrøndelagen i Forlening[3], skulde, ved Siden af Eneforstanderskabet for Kirken, ogsaa have en Haand med i den verdslige Styrelse, navnligen Nordenfjælds, og stod i Verdighed over begge Statholderne. Men af disse tre Mænd, i hvis Hænder den norske Bestyrelse saaledes hvilede, var Vincentius Lunge aabenbare den, som man maa kalde Styrelsens Sjæl.
Hvor kraftig denne Styrelse skulde blive, beroede naturligvis først og fremst paa Samholdet mellem Erkebiskoppen og Hr. Vincentius. I Begyndelsen, strax efter sin Tilbagekomst fra Danmark, bar Vincentius det sammendrægtigste Sindelag paa Tungen. I et Brev til Erkebiskoppen fra Bergen af 28de Februar 1525 erklærer han, at han ingen Ting, som Magt paa ligger, vil paastaa, uden han i Forveien har raadført sig med Erkebiskoppen; og han kræver i samme Brev dennes Medvirkning ikke alene i tvende geistlige Sager, nemlig Hans Reffs Valg til Oslos Biskop og en ny Provstes Ansættelse i Bergen, men ogsaa med Hensyn til Bestyrelsen af Jamteland, hvilken han endog opfordrer Erkebiskoppen til midlertidig at tage under sig, og Besættelsen af Stegens Lagmandsdømme i Nordlandene, – begge Dele ham selv som Statholder nordenfjælds nærmest vedkommende[4]. Med den Høflighed, han viste Erkebiskoppen med Hensyn til Jamteland, var det dog neppe saa særdeles meget bevendt. Thi kort efter, i en Skrivelse af 23de Juni 1525, forkyndte Vincentius Jamterne, at Kongen havde forlenet ham selv med Jamteland, og at han sendte dem Jørgen Perssøn som sin Foged[5]. Det laa ikke i Hr. Vincentius’s overmodige Karakter at kunne taale i Længden en saa mægtig Sidemand i Landsstyrelsen som Erkebiskop Olaf, og Samdrægtigheden
