mellem disse tvende Mænd blev, som vi snart skulle see, ikke af nogen lang Varighed.
Hvad der først satte den nye norske Styrelse paa Prøve, var Norges Forhold til Sverige. I Begyndelsen af 1523, under Sveriges Reisning mod Kristian II, medens Gustav Erikssøn endnu kun var Rigsforstander, havde de Svenske gjort et Indfald i Norge under Anførsel af Thure Jonssøn og Lars Siggessøn, havde trængt frem til Oslo, som de havde besat, og havde herfra den 3die April sendt Skrivelser til flere Kanter af Norge, hvori Nordmændene opfordredes til at forene sig med Svenskerne og deres Rigsforstander og sende Fuldmægtige for at aftale Foreningen[1]. De maa imidlertid ikke have fundet Stemningen hos Nordmændene ret gunstig for sin Opfordring. Der gjærede, som for bemærket, ikke dengang i Norge nogen Oprørsaand mod Kong Kristian, og denne havde endnu flere tro og dygtige Embedsmænd i Landet. De Svenske maatte igjen trække sig tilbage til sit eget Land uden at have kunnet vække nogen Reisning i Norge. Men de besatte den nordlige Deel af Baahus Len, som dengang og længe efter almindelig kaldtes Viken, og holdt sig der, uagtet Baahus Slot slet ikke blev vundet af dem.
Vi have seet, at Norges Raad, under sit Møde i Bergen 1524, henvendte sig til Gustav Erikssøn, der imidlertid var bleven Sveriges Konge, med en Skrivelse af 7de September, hvori de opfordrede ham til at tilbagegive Viken[2]. Men sex Dage før dette Brev udstedtes, den 1ste September, havde Kongerne Gustav og Fredrik paa et Møde i Malmø, under Hansestædernes Megling, indgaaet et Forbund og en Overenskomst, ved hvilken der blandt mere andet bestemtes, at Viken skulde forblive i de Svenskes Besiddelse, indtil Spørgsmaalet om Gotland var ordnet, om denne Ø nemlig skulde tilhøre Sverige eller Danmark[3]. Dette var nu fra Fredriks Side en ganske ulovlig Indrømmelse, da han endnu ikke var antaget til Norges Konge; og hans Løfte at tilveiebringe det norske Raads Stadfæstelse blev heller ikke opfyldt. Imidlertid beholdt de Svenske Viken. Men dette satte ondt Blod i det norske Raad og har ganske vist ikke lidet bidraget til den Fremfærd, baade Erkebiskoppen og Vincentius Lunge strax efter viste mod Kong Gustav.
Efter at være bleven Sveriges Konge, havde Gustav uendelig mange Vanskeligheder at kjæmpe imod. Og det var ikke fra Udlandet alene, fra den fordrevne Kong Kristians Side, han havde Fiendtligheder at frygte. I Sveriges eget Indre havde han sine farligste Fiender. Hverken Adel eller Geistlighed eller Almue formaaede han i Et og Alt at gjøre til Lags. Sammensvergelser og Oprør imod
