ham hørte til Dagens Orden; og kun ved de overordentligste Anstrængelser af sin ualmindelige Kraft og Klogskab lykkedes det Gustav at betvinge dem.
Den første Sammensvergelse imod Gustav var udruget af tvende Geistlige. Den ene var Peter Jakobssøn med Tilnavnet Sunnanveder, forhen Steen Stures Kansler, hvorfor han ogsaa almindelig kaldtes Peter Kansler, senere, i 1521, af Kapitelet i Vesteraas valgt til Biskop der og samtykket af Gustav; den anden var Magister eller Mester Knut, Domprovst ved samme Kapitel og valgt til Upsals Erkebiskop, men endnu ikke indsat. Disse to Mænd frygtede med Grund, som saa mange af deres Standsbrødre, at Rigets Trang til Penge, der lettest kunde afhjælpes ved Kirkens overflødige Rigdomme, skulde lede Gustav, en bekjendt Ynder af Luthers Lære, til et eller andet for Kirkens Magt fordærveligt Skridt. De stiftede i 1523 en Sammensvergelse, hvis Maal var at styrte Gustav og stille Steen Svantessøn Stures ældste Søn Nils, der dog dengang endnu var ganske ung, i hans Sted som Sveriges Rigsforstander. De fik mange Prester paa sin Side, der igjen skulde virke til at ophidse Almuen, især i Dalarne. Men Gustav kom under Veir med deres Forræderi. Han optraadte selv i Vesteraas Kapitel, fordrede baade Peter og Mester Knut afsatte, og drev sin Fordring igjennem. Begge flygtede nu til Dalarne, der laa under Vesteraas Biskopsdømme, fandt Tilhold hos Magister Jakob, Prest i Mora, og satte sig herfra i hemmelig Forbindelse med Gustavs Fiender, idet de til samme Tid idelig bagtalte Kongen hos Dalkarlerne. De bragte det endog dertil, at disse i 1524 tilskreve Kongen et Klagebrev. Gustav kunde ikke strax vende sig mod Dalarne, da han havde Fiender ogsaa paa andre Kanter at kjæmpe imod; men i 1525 drog han i October Maaned derop med væbnet Magt, og fik nu af Almuens egen Tilstaaelse Vished om, hvo der havde bragt den i Oprør.
De tvende Prælater var imidlertid, paa Rygtet om Gustavs Tog til Dalarne, flygtede herfra og havde taget Veien til Norge. Her fandt de, som det lader, overalt en god Modtagelse. At Erkebiskop Olaf hjalp dem, var ikke at undre. Ham kunde Kong Gustavs Sindelag med Hensyn til den svenske Kirke ikke være ubekjendt. Flygtningerne maatte i hans Øine være et Slags Martyrer for Kirkens Sag, og at de have udsmykket Et eget Forhold til Gustav paa det bedste, lader sig ikke omtvivle. Men ogsaa Vincentius Lunge, dennes Svigermoder, Fru Ingerd Ottesdatter, og Rigsraadet søndenfjælds tog sig af dem, hvilket neppe kan forklares uden af den Uvillie, de alle følte mod Gustav, fordi han havde forholdt Norge Viken. Raadet søndenfjælds, nemlig Biskopperne Magnus af Hamar, Hans Reff af Oslo,
