Statholderen Olaf Galle, Kansleren Matthias Hvoruf, Abbed Hans af Hovedø, Ridder Gaute Galle samt Væbnerne Erik Ugerup og Erik Erikssøn, udstedte endogsaa et Leidebrev for dem af 6te Februar 1526[1]. Kong Gustav og det svenske Rigsraad paa den anden Side henvendte sig baade til Erkebiskoppen og det norske Raad med Skrivelser af 2den og 4de Marts 1526, hvori Flygtningerne forlangtes udleverede, idet man beraabte sig paa en Bestemmelse i Forliget til Malmø af 1524 mellem Gustav og Fredrik: at Forbrydere i den enes Rige ikke skulde finde Tilhold i den andens, men udleveres for at lide sin Dom[2]. Kong Fredrik, hvem det paa den Tid var meget magtpaaliggende at have Fred med Gustav, tilholdt ogsaa paa dennes Opfordring, ved Brev fra Gottorp af 4de Marts 1526, Erkebiskoppen at opsige Flygtningerne Leiden og ikke tillade dem at opholde sig i Norge[3]. Kong Gustav udstedte under 14de April samme Aar et Leidebrev for Peter og Knut at indfinde sig i Sverige inden 10de August at staa til Rette for deres tilbørlige Dommere[4]. Alligevel varede det længe førend Flygtningerne bleve udleverede. Dette skede først med Mester Knut, hvem derpaa det svenske Rigsraad ved sin Dom fældede som Forræder den 9de August. Peter Kansler derimod havde forladt Erkebiskoppen og fundet Tilhold paa. Fosen Kongsgaard, som hørte til Fru Ingerds Len. Hun var vel selv i Bergen, men Peter opholdt sig paa Gaarden med hendes Vidende og Samtykke. Erkebiskoppen fandt det desuagtet at være sin Skyldighed at lade ham der gribe, til Fru Ingerds store Fortrydelse, og nu blev ogsaa Peter Kansler i Slutningen af September Maaned sendt til Gustav. Dommen paa Mester Knut var ved Peters Ankomst endnu ikke fuldbyrdet. Begge Prælater bleve-under den haanligste Behandling indførte i Stokholm. Peter Kansler blev derpaa dømt i Upsal og der strax efter henrettet den 17de Februar 1527, hvorefter den 21de i samme Maaned ogsaa Mester Knut led Dødsstraf i Stokholm. Erkebiskop Olaf havde indlagt Forbøn for dem, og troede desuden ganske vist, at Gustavs Løfte i den udstedte Leide, at de skulde stilles for sine tilbørlige Dommere, maatte frelse dem fra den vanærende Dødsstraf, de led. Ved tilbørlige Dommere mente Erkebiskoppen naturligvis Paven, eller af Paven udnævnte Geistlige[5]. Men Gustav havde en anden Anskuelse af Tingen. Han havde allerede i meer end et Stykke brudt med Rom og var nu bestemt paa at unddrage den svenske Kirke fuldstændig fra al pavelig Overhøihed* Peters og Knuts Straf var for ham et velkomment Middel til at indjage den øvrige svenske Geistlighed Frygt, og haandgribeligen vise den, at han i verdslige Sager ansaa verdslig
Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/692
Denne siden er ikke korrekturlest
678
Fjerde Tidsrum.
