Domstol fuldt berettiget til at dømme selv de høieste Geistlige i den største Straf[1].
Den Modtagelse, som Peter Kansler og Mester Knut i Begyndelsen havde fundet i Norge, opmuntrede flere af Gustavs Modstandere i Sverige til at flygte herhen, naar Opholdet i Fædrenelandet ei forekom dem sikkert. Saaledes gjorde i Løbet af 1526 den førnævnte Prest Jakob i Mora og en vis Peter Grøm, der havde været Kongens Foged. Begge beskyldtes af Gustav, og det udentvivl med fuld Ret, for at have været i Ledtog med de to ovennævnte Forrædere, og desuden skulde Peter Grøm sidde inde med Penge af Kongens Opbørsler. Ogsaa om disses Udlevering tilskrev Gustav det norske Rigsraad, uden at dette hastede med at opfylde hans Forlangende, – en Fremfærd, som muligen hærdede Gustav i hans Strenghed mod Peter og Knut[2].
Endnu mere spendt blev dog Forholdet mellem Gustav og det norske Rigsraad, da kort efter den saakaldte Daljunker søgte og fandt Tilflugt i Norge.
Denne Daljunker var en Bedrager, som udgav sig for at være Steen Svantessøns ældste Søn Nils, der døde om Sommeren 1527 i Upsal i en ung Alder. Han var optraadt i Dalarne i Begyndelsen af 1527, endnu før den virkelige Nils Stures Død, og skal have været oplært i sin Rolle af den fornævnte Peter Grøm, der i sin Tid havde tjent Steen Svantessøn og nøie kjendte alle Forhold ved dennes Hof[3]. Det lykkedes Bedrageren at vinde Tiltro hos Almuen i de øvre Sogne af Dalarne, men da Folket i de nedre Sogne viste sig mistroisk mod ham, undveg han med Peter Grøm længer ud paa Aaret til Norge. Her traf han i det Throndhjemske baade Erkebiskoppen og Vincentius Lunge og vandt især for sig den sidstnævnte samt hans Svigermoder Fru Ingerd og deres Tilhængere, hvad enten nu disse virkelig have troet ham, eller, af Uvillie mod Kong Gustav, have ladet som de troede ham. De skjænkede ham flere kostbare Ting, gav ham Folk og Vaaben, og Vincentius meddelte ham frit Leide; ja det hed sig endog, at Fru Ingerd vilde gifte ham med sin yngste Datter, Lucia. Ogsaa Hr. Ove Lunge, Vincentius’s Broder, der som Kong Fredriks fuldmægtige Sendebud var kommen til Norge, synes i Begyndelsen at have fæstet Tro til hans Udsagn, skjønt han senere ansaa ham for en Bedrager[4]. Under Opholdet i Throndhjem udstedte den foregivne Nils Steenssøn den 25de November 1527 et Brev til Erkebiskop Olaf, Ove Lunge og Vinceutius Lunge, hvori han lo-
