vede, at om han nogensinde kom til Magten i Sverige, da skulde han være Kong Fredrik som og Danmarks og Norges Riger en tro Ven og overgive Viken til Norges Krone, hvilken det retteligen tilkom[1].
Kong Gustav undlod ikke at tilskrive baade Erkebiskoppen og Hr. Vincentius Oplysninger om Bedrageren, idet han fordrede denne ud- leveret og derved atter beraabte sig paa Overenskomsten til Malmø. Erkebiskoppen svarede fra Nidaros den 9de December 1527 i en meget maadeholden Tone, at han, skjemt den foregivne Sture havde bedet ham om Leide, dog ikke havde tilstaaet ham den, men derimod skrevet om ham til Kong Fredrik. Vincentius Lunge derimod svarede fra Rise i Jamteland den 19de December i en trodsig Tone, at han ei erkjendte Gyldigheden af hvad der var bestemt ved Mødet i Malmø, da ingen af Norges Raad havde været der tilkaldt, og da heller ikke de der fattede Beslutninger vare blevne af Kong Fredrik forkyndte i Norge. Han havde under sit Ophold i Throndhjem fundet sig beføiet til at give Nils Steenssøn fri Leide, og vilde overholde denne saaledes, at han endnu indrømte Nils og Peter Grom otte Dage til at forlade det nordenfjældske Norge[2]. Daljunkeren havde imidlertid med den Hjælp, han havde faaet i Norge, indfundet sig i Dalarne, og blev ledsaget lige til Grændsen af selve Hr. Vincentius, og Erik Ugerup, Fru Ingereds anden Svigersøn, gift med hendes Datter Anna. Han havde dog ikke heller denne Gang kunnet reise for sin Sag meer end de nordlige Sogne og var atter med uforrettet Sag vendt tilbage til Norge, hvor han som forhen fandt Beskyttelse hos Hr. Vincentius og Fru Ingerd, uden at dog Erkebiskoppen nu meer blandede sig i hans Sag[3]. Men nu indtog Gustav i Begyndelsen af 1528, efter at have tvunget Dalkarlerne til Lydighed, en truende Stilling mod Norge, medens Kong Fredrik paa den anden Side intet meer frygtede end et Brud med Sverige. Under disse Omstændigheder fandt Hr. Vincentius det udentvivl paa høie Tid at give efter. Dog udleverede han ikke Daljunkeren til Gustav, men sørgede for at han undkom til Rostok. Her blev han samme Aar ved Gustavs Sendebud anklaget, ikke for Opstand, men for et Tyveri, han i sit tidligere Liv som Tjenestekarl skulde have begaaet; og paa denne Anklage blev han dømt og henrettet[4].
Det er tydeligt, at i de nu omtalte Forhandlinger med den svenske Konge havde Vincentius Lunge og Fru Ingerd lagt langt større Trods
- ↑ N. Dipl. II. 801.
- ↑ Sml. I. 518–528.
- ↑ Smst. 541–543.
- ↑ De vigtigste Dokumenter angaaende Daljunkerens Ophold og Forbindelser i Norge findes i Sml. I. 518–552, et vigtigt Brev ogsaa i Dan. Mag. VI. 344. Meget er endnu i denne Begivenhed dunkelt; men at bringe Lys heri, ligger udenfor dette Skrifts Hovedemne.
