og Overmod for Dagen, end Erkebiskop Olaf. Gustavs Forbittrelse, især for den Understøttelse Daljuukeren havde fundet i Norge, faldt derfor ogsaa fortrinsvis paa Hr. Vincentius, hvem han anklagede hos Kong Fredrik. Det kunde heller ikke undgaa Fredriks Opmærksomhed, at Vincentius’s Magt i Norge var voxet hans egen over Hovedet. Dette maatte han ofte føle, og saa netop for Øieblikket et Bevis derpaa i de Vanskeligheder, man gjorde med Hensyn til hans Kroning i Norge, hvilken dog var foreskreven i hans Haandfæstning, og som udfordredes for at han i fuld Udstrækning der kunde øve Kongedømmets Myndighed, – noget hvorom ogsaa Danmarks Riges Raad paa Herredagene i Odense i Slutningen af 1526 og i August 1527 gjentagende mindede Kongen[1].
Fredrik tænkte ogsaa virkeligen paa at lade sig krone i Norge, og sendte i Slutningen af 1527 Hr. Ove Lunge derhen for at aftale foreløbig med sin Broder Vincentius og Erkebiskoppen det Nødvendige. Det var i denne Anledning at de nævnte tre Herrer vare samlede i Throndhjem i November Maaned 1527, da Daljunkeren, som ovenfor sagt, fremstillede sig for dem. Men baade Vincentius og Erkebiskoppen havde dengang gjort Indvendinger mod Kongens Ønske. Ikke desto mindre blev Kongen ved 1111 Beslutning, fastsatte Kroningen til at foregaa i Oslo ved Midsommers Tid 1528, og bestemte tillige, at han efter dens Fuldbyrdelse vilde holde et Herremøde med Kong Gustav i Lødøse eller Konghella. Herom tilskrev han den 3die Marts 1528 fra Gottorp Erkebiskoppen[2] og Vincentius med Kaldelse baade til Kroningen og til Modet. Vincentius modtog Kongens Breve i Bergen den 22de April 1528, og var ikke seen med at underrette Erkebiskoppen om det Indtrufne, idet han sendte ham Kongens Skrivelse. Dagen efter den 23de April afgik nemlig hans Brev til Throndhjem, hvori han baade tilkjendegav ham sin egen Bestemmelse og ligeledes saa godt som lagde Svaret i Munden paa Erkebiskoppen. Han selv, sagde han, vilde blive ved den i Throndhjem fattede Beslutning, og det samme haabede han af Erkebiskoppen saavel som af Biskopperne i Stavanger og Bergen. For at nu ikke Kongen forgjæves skulde umage sig til Norge, sender han med et Rostokker-Skib en af sine Svende til Kongen med Skrivelser af det Indhold: at Erkebiskoppen, Vincentius og flere med dem have indrettet sig efter den Overenskomst, der var gjort mellem dem og Hr. Ove Lunge, og vare derfor aldeles uberedte paa at indfinde sig til Kongens Kroning saa hastigen. Erkebiskoppen havde desuden, paa Almuens Begjæring, begivet sig til Finnmarken lige hen til Ruslands Grændse, og kunde
