neppe faa Kongens Breve saa betimeligen, at det var ham muligt at komme til Oslo i den bestemte Tid, ligesaalidt som til det paafølgende Møde; og kunde dette ei ske, saa trøstede ikke de andre Biskopper sig til at krone Kongen i Erkebiskoppens Fraværelse. Kongen maatte derfor afsige Kroningen for dette Aar; det næste skulde man være betænkt paa, at den rettelig kunde gaa for sig[1]. Der var, som man let seer, hverken Tid eller Leilighed for Erkebiskoppen til at gjøre Indvendinger mod dette Svar, om han ogsaa havde ønsket det; Vincentius fik saaledes sin Villie igjennem, og Fredriks norske Kroning blev udsat indtil videre. Men Kongen mærkede meget godt hvo der var den egentlige Ophavsmand til Udsættelsen, og i sin Fortrydelse mod Hr. Vincentius for denne Sag, laante han saa meget hellere Øre til Kong Gustavs Forestillinger om Nødvendigheden af denne mægtige og trodsige Stormands Ydmygelse.
I Midten af August Maaned 1528 holdtes efter forudgaaende Aftale et Grændsemøde mellem Sverige og Danmark i Lødøse. Begge Konger skulde have indfundet sig personlig; men kun Gustav mødte selv tilligemed en Deel af sit Raad, medens Fredrik sendte Fuldmægtige. Paa dette Mode kom Forholdene mellem Sverige og Norge under Overveielse. De danske Fuldmægtige fordrede Vikens Opgivelse; men herpaa vilde Gustav ingenlunde indlade sig, før der blev en Afgjørelse med Hensyn til Gotland. Man kom ogsaa til Enighed om at den Sag skulde udsættes til et senere Møde, og en Forlængelse af Forbundet mellem begge Konger sluttedes. Derhos blev dog ogsaa handlet om den Understøttelse, som de svenske Oprørere i den nærmeste Tid forud havde fundet i Norge, og Gustav forlangte i en skriftlig. Fremstilling af denne Sag, at Kong Fredrik skulde tilholde Erkebiskoppen og Hr. Vincentius at erstatte de Omkostninger, Gustav havde havt i den Anledning, og desuden lade dem undergaa Ransagelse og Dom. Fredrik besvarede denne Forestilling høfligen, men opfyldte dog ikke fuldkommen Gustavs Ønske[2]. Der findes nemlig ikke Spor til, at retslige Undersøgelser mod Erkebiskoppen og Vincentius ere blevne foretagne, og end mindre at nogen Dom over dem er bleven fældet. De stode for høit i Norge til at Fredrik skulde have vovet sligt. Kongen underrettede dog i Skrivelse fra Flensborg af 22de October 1528 Erkebiskoppen om Gustavs Forlangende og bad ham derefter indrette sig[3]; og dette har vel fremkaldt det Undskyldningsbrev, som Erkebiskoppen, rimeligvis mod samme Aars Slutning eller i Begyndelsen af næste Aar-, skrev til Kong Gustav, i hvilket han velter Skylden for Daljunkerens Modtagelse ganske fra sig over paa Hr.
