Vincentius og Fru Ingerid[1]. Hvad Hr. Vincentius angaar, da skulle vi strax see, at han føleligere end Erkebiskoppen fik prøve Virkningerne af Gustavs Klage og Fredriks egen Uvillie.
Vi have ovenfor søgt at fremstille de politiske Grundsætninger med Hensyn til Norges Styrelse, der synes at have været de ledende hos Vincentius Lunge, da han først optraadte i Spidsen for Norges Stormænd, nemlig at gjøre den saa uberoende som muligt af det danske Rigsraad. Vi have ogsaa bemærket, at Vincentius’s Grundsætninger i dette Stykke vare meget afvigende fra, ja paa en Maade modsatte dem, som Henrik Krummedike og rimeligvis med ham Mængden af det danske Rigsraad hyldede, nemlig det norske Raads Sammensmeltning med det danske og Norges Underkastelse under Danmark. Vincentius’s System vandt for Øieblikket overhaand, især vel fordi de indfødte norske Stormænd fandtes mest villige til at understøtte dette, medens Kong Fredrik ikke var mægtig nok til at modsætte sig det; og det udtalte sig i og blev beseglet ved Kong Fredriks norske Haandfæstning. Men dette Styrelsessystem var i Grunden baade det danske Rigsraad og Kong Fredrik forhadt. Vincentius Lunges Opførsel, den Tid han stod i Spidsen for Norges Styrelse, kunde heller ikke tjene til at gjøre det antageligere i Kongens Øine, naar denne hvert Øieblik maatte føle sig stillet i Skyggen for sin mægtige nordenfjældske Statholder. Baade det danske Rigsraad og Kong Fredrik saa med Længsel tilbage til Henrik Krummedikes Grundsætninger, og lurede kun paa Leilighed til at gjøre dem igjen gjældende.
Et af de første Skridt hertil kan udentvivl antages at være Nordmanden Olaf Galles Fjærnelse fra Befalingen paa Akershus og med det samme fra Statholderskabet Søndenfjælds. Den nærmere Anledning hertil kjendes ikke; men i 1527 maatte han ved en Overenskomst med den danske Adelsmand Magnus eller Mogens Gyldenstjerne aftræde Akershus Slot og Len til denne[2], – en Aftrædelse som Hr. Olaf ikke overlevede mange Aar[3]. Ved den Tid fik ogsaa den danske Adelsmand Klaus Bilde Baahus Slot i Befaling[4]. Den ene af disse tvende Mænd havde ligesaalidet som den anden, efter Fredriks Haandfæstning, Adgang til at forlenes med norske Slotte, eller til at indtages i Norges Raad, da de hverken vare indfødte eller indgiftede i Norge. Vincentius Lunge følte dengang fuldt vel Betydningen af de gjorte Skridt, at de nemlig vare rettede mod ham og hans hele Styrelsessystem; og hans Forbittrelse over det Skeede var saa stor, at han yttrede sig at ville i Forening med Erkebiskoppen modsætte sig
