de Danskes Overgreb i Norge, ja endogsaa i et Brev af 26de Juni 1527 erklærede, at han vilde modsætte sig med væbnet Haand, om de Danske vilde fratage ham Bergens Kongsgaard[1]. Men nu bleve Forviklingerne med Sverige i Anledning af Daljunkeren meer og meer truende. Vincentius vidste meget vel, at Fredrik for ingen Deel vilde bryde med Gustav, som Sagerne i Norden endnu stode, og anede vel ogsaa, at Indvendingerne mod Kroningen i Oslo ikke løde godt i hans Herres Øren. Det var ham derhos fuldkommen kundbart, at han havde personlige Fiender blandt Kongens nærmeste Omgivelser, der fremstillede for denne hans Handlinger i det mørkeste Lys, og han havde af den Grund den 18de October 1527 paa Østeraat givet sin Broder Hr. Ove Lunge et formeligt Fuldmagtsbrev, at tale hans Sag hos Kongen i hans egen Fraværelse[2]. Vincentius fandt det under disse betænkelige Omstændigheder tjenligst for sig at nedstemme sin Tone noget og nærme sig Kong Fredrik med en vis Ydmyghed. Han frygtede Forhandlingerne i Lødøse, og skjønt han havde faaet Erkebiskoppen til at udeblive fra dem, bestemte han sig dog selv til at følge Kongens Kaldelse til dette Møde.
Hr. Vincentius reiste derfor om Sommeren 1528 til Danmark, og synes strax at have begivet sig til Kong Fredrik og at have truffet denne i Nyborg paa Falster midt i Juli Maaned, altsaa en Maaned før Mødet i Lødøse fandt Sted. Han maa i Begyndelsen have truffet Kongen nogenlunde gunstig stemt. Han udvirkede nemlig, at denne ved sit Brev af 16de Juli paany forlenede ham med Jamteland, og ved den Leilighed kaldte Kongen ham i Lensbrevet sin Embedsmand paa Bergenhus og Statholder nordenfjælds[3]. Paa den anden Side kom han ogsaa under Veir med Gustavs onde Indskydelser mod ham hos Fredrik, at Gustav „vilde – som Fru Ingerd udtrykte sig i et Brev til Erkebiskoppen – om det var ham muligt, komme Erkebiskoppen, Hr. Vincentius og Erik Ugerup om Halsen“. Det var derfor ganske naturligt, at han ikke indfandt sig i Lødøse, helst da Kong Fredrik selv ikke kom did[4]. Men, skjønt Hr. Vincentius saaledes synes at have truffet sin Konge naadigere stemt mod sig, end han muligen fra først af havde ventet, saa undlod dog ikke Gustavs Klagebrev fra Lødøse at virke paa Fredrik. Denne besluttede nemlig at give den svenske Konge Opreisning ved at fratage Vincentius Befalingen paa Bergens Kongsgaard, eller, som den nu begyndte at kaldes, Bergenhus, hvormed af sig selv fulgte Ophævelsen af hans Statholderskab nordenfjælds.
Beslutningen kom til Udførelse i Høsten 1528, medens Vincen-
