tius endnu var i Danmark; og til hans Eftermand i Embedet paa Bergenhus udnævntes den 23de December samme Aar Hr. Esge Bilde, Ridder og Medlem af Danmarks Riges Raad[1]. Vel beholdt Vincentius Forleningen af Vardøhus med Finmarken, Jamteland og Sogn, og fik derhos, ved Lougens Brev af Flensborg den 18de November, Nonneseter Kloster i Bergen med tilliggende Gods for sig og sine Arvinger[2]. Tabet af Bergenhus maatte dog i hvi Grad krænke hans Stolthed, og det saameget mere som hans Eftermand var hans Fiendes Henrik Krummedikes Svigersøn, og Forandringen saaledes kunde antages at indeholde ligesaavel en Æresopreisning for Henrik som for Kong Gustav. Han nødtes imidlertid at vige for den nye Høvedsmand i Vaaren 1529. Men med hvor stort Misnøie han gjorde dette, viste baade den Omstændighed, at han afgav Kongsgaarden saagodtsom med nøgne Vegge, uagtet det senere ved Vidnesbyrd godtgjordes, at han selv havde modtaget den af Hans Knutssøn Degn rigeligen forsynet i alle Henseender[3], – og de Vanskeligheder han gjorde ved at meddele Esge Bilde en Jordebog over Lenet[4].
De omtalte Embedsforandringer i 1527 og 1528 antydede aabenbare en sterk Tilbagegang fra Vincentius Lunges System i Norges Styrelse, hvilket, uden just ligefrem at begunstige den norske Folkeselvstændighed, alligevel stræbte at opretholde den norske Rigsselvstændighed, – imod det Sammensmeltnings- og Underkastelses-System, som Mængden af det danske Rigsraad hyldede, og til hvis Fremme Henrik Krummedike i 1523 havde arbeidet. Vegge Rigets Hoveddele, det Søndenfjældske ligesaavel som det Nordenfjældske, havde danske Overbefalingsmænd, – Landets tre vigtigste og fasteste Slotte, Akershus, Baahus og Bergenhus, vare i danske Adelsmænds Hænder, nemlig i Klaus Bildes, Mogens Gyldenstjernes og Esge Bildes, af hvilke blot den sidste, som Henrik Krummedikes Svigersøn, kunde paa en Maade siges at være en i Norge indgiftet Mand og saaledes efter Haandfæstningen at have nogen Adkomst til sit Embede, – Norges Raad endelig havde faaet en sterk Tilsætning af egte danske Bestandele. Vincentius Lunge var jo vist nok fremdeles at ansee for Norges rigeste og mægtigste verdslige Høvding; men saa fuldkommen den eneraadende Sjæl i Rigets Styrelse, som han hidtil havde været, var han ikke længer, deels fordi saa mange andre Stormænd nu vare stillede ham ved Siden, deels og især af den Grund, at Enigheden mellem ham og Erkebiskop Olaf stod paa svage Fødder eller snarere havde forandret sig til aabenbart Uvenskab.
Der er intet i det tidligere fortalte, der hentyder paa, at Ven-
