skabet mellem Erkebiskoppen og Hr. Vincentius nogensinde har været særdeles varmt; tvertimod var der i den sidstes Opførsel under Forhandlingerne med Sverige meget, som nødvendig maatte støde Erkebiskoppen, ligesom denne igjen, ved at velte Hovedskylden for Daljunkerens venskabelige Modtagelse i Norge over paa Hr. Vincentius, maatte vække hans Misnøie. Derhos har ganske vist den overmodige, adelstolte Vincentius meer end engang ladet Erkebiskoppen føle den overlegne Myndighed i Styrelsen, som han anmassede sig; og han skal desuden ved given Leilighed have ladet Erkebiskoppen høre, at denne ikke var af god gammel Adel, hvori han efter sine danske Anskuelser kan have havt Ret, da, som det heder, Erkebiskoppens Fader først skal være bleven adlet af Kong Kristian I[1]. Den farligste Anstødssten for deres Endrægtighed var dog ganske vist den Stilling, Vincentius Lunge meer og meer indtog med Hensyn til den kirkereformatoriske Bevægelse, der nærmede sig Norge baade fra Sverige og Danmark, og allerede saagodtsom omslyngede Erkebiskop Olafs Provins, truende hvert Øieblik at overskride dens Grændser.
I Sverige havde den kraftige og ofte voldsomme Kong Gustav slaaet et Hovedslag i Reformationssagen ved den Beslutning eller Reces, som han fik bragt istand og samtykket af sit Riges Stænder paa Rigsdagen i Vesteraas i Sommeren 1527. Ifølge den fik Kongen Ret til at tage under sig Biskoppernes Slotte og Fæstninger, til at bestemme deres, Kathedralkirkernes og Kannikernes Indkomster, til at opbære al Biskoppernes Sagøre samt til selv at forordne om Klostrene. Adelen fik Ret til at gjenerhverve al sin Arv eller Ejendom, som siden 1454 var kommen under Kirken, forsaavidt Arvingen lovligen kunde godtgjøre dette til Thinge. Prædikanterne endelig fik Lov til at forkynde Guds rene Ord d. e. den evangeliske Lære efter Luther[2]. Ved disse Bestemmelser havde baade den romerske Lære og den romerske Kirkeorden faaet Dødsstødet i Sverige.
I Danmark gik Kirkereformationen vel ikke saa hurtigt, men derfor ikke mindre sikkert fremad. Kong Fredrik var personlig ganske indtagen for den, og skjønt han ikke aflagde nogen offentlig Erklæring herom – det kunde han nemlig ikke vel paa Grund af sin Haandfæstning, – saa gav hans Hjertes Mening sig tydelig nok tilkjende, baade derved at han tilsidesatte de romerske Fasteregler, og derved at han i Hertugdømmerne ikke lagde mindste Hindring i Veien for de evangeliske Læreres Virksomhed, saaledes at den nye Lære der allerede var saa godt som den raadende. Hans Søn Hertug Kristian var endog en aabenbar Lutheran. Kong Fredrik beskyttede ogsaa i Danmark, saa meget som det stod i hans Magt, de evangeliske Prædikan-
