ter, der begyndte at udvikle stor Virksomhed især i Kjøbstæderne, og blandt hvilke Hans Tagessøn eller Taussøn fortrinlig udmærkede sig. Borgerstanden viste sig mangesteds meget vel stemt for den lutherske Lære, og blandt Adelen, ja Raadets Medlemmer fandt den Tilhængere og Talsmænd. Ganske vist var hos mange af Adelen Bevæggrundene mindre uegennyttige. For Adelen ligesom for Kongedømmet stillede sig nemlig i Baggrunden en Udsigt til forøget politisk Magt, naar de indflydelsesrige Biskopper og Prælater bleve ydmygede, – og til forøgede Indtægter, naar en Deel af det geistlige Gods blev sekulariseret eller anvendt til verdsligt Brug. Men saadanne Hensyn forøgede deres Iver, som allerede af religiøse Hensyn yndede Luthers Lære, og stillede Mange paa dens Side, som kun dunkelt eller slet ikke formaaede at opfatte dens dybere religiøse Berettigelse, og derfor slet ikke havde rørt sig for den, hvis ikke egennyttige Forventninger havde drevet dem. Der var overhovedet kommen en Gjæring i det danske Folks Aand, fiendtlig mod den bestaaende Kirke, og for sterk til at Geistligheden formaaede at dæmpe eller tilbagevise den. Kong Fredrik kunde med de bedste Forhaabninger træde ind paa Reformationens Bane, forsikkret om at finde blandt det mægtige Raads og den formaaende Adelsstands Medlemmer paalidelige Tilhængere, om endog den mest haardnakkede Modstand fra Prælaternes Side var at forudsee. Med den største Varsomhed og Klogskab gjorde han imidlertid sine første Skridt.
Dette skede paa de tvende Herredage i Odense: den første i November og December 1526, den anden i August 1527.
Paa den første gjorde Fredrik det Forslag, at Confirmation og Provision paa Prælaturerne, naturligvis især Biskopsdømmerne, herefter skulde søges hos Danmarks Erkebiskop, ikke i Rom. Dette var i Grunden ganske kjærkomment ikke mindre for de geistlige end for de verdslige Stormænd, og samtlige antoge det under den Betingelse, at Kongen kunde gjennemdrive Sagen hos den romerske Kurie med det Gode. I Forbindelse med dette Forslag indbragte Kongen strax efter et andet: at de Penge, som pleiede at sendes til Rom for at erhverve Confirmation, for Fremtiden burde indgaa i Rigets liggende Skat til dets Forsvar. Den paapegede Afgift til Rom var allerede for længere Tid tilbage forhadt i den danske som i de fleste Landskirker; ogsaa paa dette indgik derfor Herredagens Prælater uden Vanskelighed. Men disse tvende Indrømmelser tilsammen lagde, hvad Prælaterne maaskee ikke for Øieblikket klart indsaa, Afgjørelsen af de danske Prælaturers Besættelse i Virkeligheden i Kongens Haand. Lunds Erkestol havde nemlig i længere Tid, paa„Grund af Tvist om Valget, staaet ledig og var endnu i denne Tilstand. Her kunde altsaa ikke
