Confirmationen søges; og til Rom nyttede det ei at henvende sig uden med Penge i Haanden, hvilke det nu var forbudet at føre did. Følgen var, at Kongens Confirmation, i det mindste for Tiden, maatte gjøre Fyldest for Erkebiskoppens eller Pavens, og hermed var Veien banet for Kongens Overhøihed over Landskirken. Herredagens Prælater forlangte vel som et Slags Gjengjæld for sin Føielighed mod Kongen i ovennævnte og flere Punkter visse Indrømmelser af ham igjen, og fik de verdslige Herrer til at understøtte sit Forlangende: Kongen skulde holde „den christelige Skikkelse“ som var i Riget, indtil den almindelige Christenhed gjorde en ny Skik; – han skulde ikke meddele Nogen Beskjermelsesbrev paa at prædike offentligen, men dette skulde overlades Biskopperne; – Kongen skulde endelig give Biskopperne Befalingsbrev paa at reformere alle Klostere. Men paa disse Forlangender gav Kong Fredrik kun undvigende Svar, og Intet blev i den Henseende afgjort.
Herredagen i August 1527 foranledigedes af Rigsraadet selv, og især, som det lader, af Prælaterne, der begyndte meer og meer at ængstes for sin Stilling og for Kongens Sindelag. Hele Raadet indgav her en Opfordring til Kongen, at forebygge den indre Kiv i Landet, der truede med voldsomt Udbrud. Almuen havde paa flere Steder siden seneste Herredag – hed det – formeligen forenet sig mod Kirken og Prælaterne Den landflygtige Kong Kristian maatte formodes her at staa i Baggrunden med sine Opegninger. Fik Almuen Lov til at afskaffe Kirkens fra gammel Tid hjemlede Rettigheder, vilde den snart ogsaa vende sig mod Konge og Adel. Almuens Hovedmænd i denne Oprørskhed burde straffes Mængden til Advarsel, ellers vilde stor Ulykke reise sig af Bøndernes Forhærdelse. Der klagedes ogsaa over, at Almuen viste sig haard mod de fattige Klostermænd (d. e. Tiggermunkene), saaledes at disse ikke som for fik Almisse, men tvertimod ofte bleve mishandlede. Alt dette bad man Kongen afhjælpe, og anmodede ham derhos om ikke at tilstede, at forløbne Munke, som have forladt sin Orden, faa kongeligt Beskyttelsesbrev eller tillades at prædike, men drage dem for Retten, tvinge dem tilbage igjen i deres Klostere eller jage dem af Landet.
De adelige og de geistlige Stormænd i Raadet havde i denne Opfordring for Øieblikket forenet sig. Men der var paa Herredagen flere Adelsmænd end de som sad i Raadet, og disse kom snart frem mod Prælaterne med Fordringer, som allerede i 1525 i Kjøbenhavn havde været fremsatte, navnligen med den, at Adelen skulde tage alle ved geistlig Ret dømte Bøder af sine Bønder, ligesom Kongen havde tilstaaet i verdslige Sager. En Splittelse mellem Prælaterne og Adelen var paa god Vei til at udbryde, da Prælaterne for at beholde
