den sidste paa sin Side for en stor Deel indrømte dens Fordringer. Saaledes blev en Indskrænkning i Geistlighedens Dommerrettigheder til Adelens Fordeel Udbyttet af denne Herredag, hvorimod Kongen nu som forhen klogeligen undveg de Fordringer, der i Raadets Indlæg vare stilede til ham om de lutherske Presters Afstraffelse og Forfølgelse[1].
Der laa i disse tvende Herredages Beslutninger allerede en sterk Hentydning til et nær forestaaende Brud mellem Danmarks Rige og Rom. De indeholdt en taus Erkjendelse fra de danske Prælaters Side, at de fra nu af maatte søge sin og Kirkens Opretholdelse hos Kongen og Rigsraadet. Fra Rom var ingen Hjælp at hente, did vilde de ikke engang ty af Frygt for de pavelige Udsugelser. Til Adelen, hvem de selv ved Slegt og Byrd tilhørte, stod deres sidste Haab[2].
De nu omtalte danske Herredagsbestemmelser vare vistnok paa ingen Maade bindende eller gjældende for Norge; men de vare ligefuldt ikke uden stor Indflydelse paa dette Rige. De maa nemlig antages at være blevne meget hastig bekjendte ikke alene for de danske Stormænd, som nu dannede den herskende Klasse i Norge, og som, skjønt ifølge Statsretten uafhængige af Danmark og .det danske Raad, dog i Hjertet følte varmt for begge, og ideligen kastede Blikket didhen for at søge Forbilledet for sin egen Virksomhed, – men ogsaa for den norske Erkebiskop og de norske Biskopper, der nu til Gavns maatte føle sin og sin Kirkes forladte Stilling, afskaarne saagodtsom fra Rom, og uden sand Tillid til kraftig Hjælp derfra, medens de saa ligeoverfor sig en paa det nærmeste frafalden Konge og en Skare af udenlandske verdslige Stormænd, hvilke, den første ligesaavel som de sidste, kun lurede paa det passende Øieblik for at styrte sig over Hierarchiet, plyndre og tilintetgjøre det.
Og af disse rovgjerrige, fremmede Stormænd stod for Tiden ingen frygteligere truende ligeoverfor den norske Kirke end Vincentius Lunge, der nu havde gjennemskuet baade sin Konges og sine danske Standsbrødres rette Sidelag med Hensyn til det romerske Hierarchi, og var beredt til at handle mod den norske Kirke i Overensstemmelse med hvad han vidste vilde møde hines Bifald. Men fra det Øieblik en saadan Stemning hos Hr. Vincentius traadte i Lyset ved hans Handlinger, maatte et oprigtigt Venskab mellem ham og Erkebiskop Olaf – om end blot af den Grund – være en Umulighed.
Der var neppe nogen kirkelig Indretning, der baade i Almindelighed, og navnligen i de nordiske Riger, var paa denne Tid kommen
