saaledes i Forfald, og var saa blottet for Deeltagelse i den offentlige Mening som Klosterindretningen. Paa Klosterne og Klosterordenerne var det derfor at Reformationsvennerne her først og fremst kastede sine Øine, idet de udsaa sig dem til Offere baade for sin Reformationsiver og for sin Egennytte. Vi have seet, at allerede Kristian II havde gjort en Begyndelse med enkelte norske Klosteres, nemlig Dragsmarks og Gimsøs, Sekularisering eller Inddragelse under verdslig Bestyrelse, førend noget Lignende endnu havde fundet Sted i Danmark og Sverige[1]. Ogsaa nu, under Kong Fredrik, var det de norske Klostere, man først angreb. Grunden har rimeligvis været, at man har fundet Stillingen i Norge mest gunstig for saadant Foretagende, og at de danske Stormænd der have fortrinsvis higet efter den Vinding, som deraf maatte flyde, – maaskee derhos at Klostervæsenet i Norge var mere forfaldet, og derfor fandt færre oprigtige og kraftige Forsvarere, selv inden Geistlighedens egen Kreds, end i Danmark. Man maa i denne sidste Henseende mindes, at Klostervæsenet overhovedet, selv i dets bedste Tid, synes i Norge at have vundet mindre Deeltagelse i den offentlige Mening samt mindre Indflydelse paa Samfundet i det Hele og paa den geistlige Stand i Særdeleshed, end i de fleste andre Lande baade i og udenfor det skandinaviske Norden.
Det var fra Aaret 1528 af at Klostersekulariseringen i Norge begyndte at drives paa en ret iøinefaldende Maade. I de første Aar efter Kristian II’s Bortreise sees en Modstræben at have yttret sig fra Geistlighedens Side mod de Klosterinddragninger, som af ham vare blevne udførte. Den verdslige Bestyrer og Bruger af Dragsmark Kloster, Herman Matsson, ønskede selv i 1523 at afløses af en viet Abbed, ganske vist fordi hans Stilling, paa Grund af Stemningen, forekom ham usikker. Hans Ønske synes imidlertid ikke at være blevet opfyldt[2]. Bedre gik det med Gimsø Kloster. Her fik nemlig Hans Reff, strax efter at han var kommen til Oslo Biskopsstol, igjen indsat en Abbedisse, da han godtgjorde, at Klosteret ifølge vrang Undervisning“ var kommet i Didrik Tolders Hænder. Men den herved vundne Fordeel var ikke af Varighed. Thi den 14de Februar 1529 forlenede Kong Fredrik atter en vis Ivar Jenssøn, en dansk Væbner, med Klosteret imod en Underholdningsafgift til Nonnerne, hvilke han dog skal have behandlet paa en skammelig Maade[3].
I Slutningen af 1528 skjænkede, som allerede berørt[4], Kong Fredrik Nonneklosteret i Bergen, det saakaldte Nonneseter, med dets Gods til Vincentius Lunge og hans Arvinger. Dette Kloster var, som forhen fortalt, ikke længer, hvad det oprindelig havde været, et Non-
