nekloster af Cistercienser-Ordenen, men var efter Nonnernes Fordrivelse blevet i 1507 overdraget til Munke af St. Antonius’s Orden. Men ogsaa disse skyldtes nu, ligesom før Nonnerne, for at føre „et uskjelligt og løsagtigt“,Levnet; og dette maatte tjene til Paaskud for deres Uddrivelse til Hr. Vincentius’s Gavn, der nu indrettede Klosterbygningerne til Bolig for sig, og kaldte den Lungegaard[1]. Omtrent samtidig hermed i 1528 tilintetgjordes Prædikebrødrenes Kloster i Bergen, hvilket var beliggende tæt ved Kongsgaarden. Hermed gik det efter Rygte saaledes til: Vincentius var forud bleven i al Hemmelighed enig med Prioren, Jens Mortenssøn, en slet Karl, om at skaffe Klosterets kostbare Kirkeprydelser og Løsøre tilside og bagefter dele dem mellem sig. Derpaa satte Prioren Ild paa Klosteret, som i Bund og Grund afbrændte. Det hed sig, at Ødelæggelsen var skeet ved Vaadeild, og Beviser mod den virkelige Brandstifter bragtes ei tilveie, saa Sagen blev upaatalt og ustraffet. Vincentius tog rimeligvis paa Kongens Vegne Klosterets Ejendomme under sit Verge. Prioren fik til sit Underhold tre Gaarde, og en Deel af Munkene traadte i Vincentius’s Tjeneste „som Hofmænd“. Klosterets Kostbarheder fordrede dog siden Kongen af Hr. Vincentius, uden at man sikkert ved om han fik dem[2]. Er Fortællingen om Klosterets Ødelæggelse sand, saa er den til ikke mindre Skam for Hr Vincentius end for Prioren.
Med hvad Ret eller under hvilket Paaskud Vincentius ved samme Tid har, paa Kongens Vegne, bemægtiget sig de kostbare Klenodier, som tilhørte Apostelkirken i Bergen, vide vi ikke. Kirkens Egenskab af kongeligt Kapel kunde vel neppe hjemle en saadan Plyndring. Klenodierne bleve afleverede i Kjøbenhavn den 15de Juli 1530, og Vincentius modtog derfor Kvittering[3].
I alle disse Haandgribeligheder mod kirkelige Stiftelser i Bergen spillede saaledes Vincentius Lunge Hovedrollen, og den usle, egennyttige Biskop Olaf Thorkelssøn, hvem det vel nærmest skulde have tilkommet at hindre eller paatale dem, forholdt sig, saavidt man kan see, derved aldeles rolig. Vincentius synes endvidere at have havt et godt Øie paa Munklifs Birgittinerkloster, og at have udseet ogsaa dette til en snar Ødelæggelse, hvorved dog ikke saameget han selv skulde beriges, som en ny dansk, i Norge indgiftet, Herre forfremmes. Dette var Ridderen Nils Joakimssøn Lykke, der havde egtet Fru Ingerds tredie Datter, Elina, og saaledes var Vincentius’s Svoger. I 1529 gik virkelig det Rygte i Bergen, at han havde Haab om at
