faa Munklifs Kloster i Forlening[1]. Dette Haab slog vistnok Feil, men Munklif vandt kun derved endnu et Aarstids kummerlige Tilværelse. I August Maaned 1529 forlenede Kongen sin Tjener, Jørgen Stenssøn, med Augustinerklosteret i Konghella, det saakaldte Kastelkloster. Men herved fandt Erkebiskop Olaf sig selv og Nidaros’s Kirke paa det Føleligste berørt. Kastelklosteret havde nemlig fra gammel Tid staaet i et umiddelbart Afhængighedsforhold til Nidaros’s Erkestol og modtog af Erkebiskoppen og hans Kapitel sin Formand eller Prior. Et Mageskifte var rigtignok i 1354 i Gjære, hvorved Klosteret skulde bortbyttes til Kronen imod noget af dennes Gods Nordenfjælds[2]; men Byttet var aldrig kommet til virkelig Udførelse. Kong Hans havde i 1498, paa Grund af dette Mageskifte, hvilket han troede istandbragt, fordret paa et Raadsmøde i Baahus Klosteret af Erkebiskop Gaute; men paa given Oplysning lod han sin Fordring falde og tilsagde Erkebiskoppen og hans Kirke Klosteret og dets Gods frit for Kronens Paatale. Alt dette gjorde nu Erkebiskop Olaf gjældende, idet han paaankede Kong Fredriks Indgreb i hans Kirkes Ret; og Kongen vovede ikke strax at afvise Erkebiskoppens Anke, men lod som om de paapegede Forhold vare ham ubekjendte, og som om han havde bortforlenet Klosteret, fordi han stod i den Tro, at det tilhørte Kronen. Han lovede imidlertid at modtage Erkebiskoppens Beviser, naar de mødtes paa næste Herredag, og derefter lade ham komme til sin Ret; et saadant Mode kom dog aldrig istand, og Forleningen af Klosteret til Jørgen Stenssøn, blev, som det synes, heller ikke tilbagekaldt.
Det maa vistnok synes underligt, at Erkebiskop Olaf blot i dette ene Tilfælde optraadte med sin Indsigelse, medens ham som det later, holdt sig rolig ved Alt hvad der foregik i Bergen. Aarsagen hertil ligger dog for en stor Deel i Forhold, som her bandt hans Hænder. En Metropolitan gjaldt paa denne Tid meget lidet udenfor sit eget Biskopsdømme. Det var saaledes ikke ham, men Biskoppen af Bergen, der skulde modsætte sig de inden Bergens Biskopsdømme Kirken tilføiede Fornærmelser; og først naar sidstnævnte Biskop klagede for ham og paakaldte hans Hjælp, var der lovlig Adgang for Erkebiskoppen til at skride ind. Men en saadan Henvendelse til ham fra Biskop Olaf Thorkelssøns Side spores ikke at have fundet Sted. Det kan dog heller ikke negtes, at Erkebiskop Olaf selv kun altformeget synes at have savnet den Karakterens Styrke, den varme Følelse for sit Kald, og den faste Overbevisning om sin Sags Sandhed og Retfærdighed, der udfordredes for at optræde med Verdighed og Held i Tidens Kamp. Hans Forsigtighed var ofte rosværdig, men ofte ogsaa ængstlig eller overdreven, og aldrig i afgjørende Øie-
