blik parret med den Bestemthed og Villiekraft, der skulde give den Verd, hvorimod den da snarere vaklede og greb feil af Midlerne. Man sporer ogsaa ikke sjælden hos ham en Tilbøielighed til at lade sig lede af Sidehensyn, der ikke alene hindrede ham i at gaa lige løs paa Hovedsagen, men ogsaa ofte bragte ham til at glemme eller tilsidesætte denne, – og overhovedet en Mangel paa Evne til at vinde Landsfolket, vække dets Selvfølelse og, naar det gjaldt, virke indgribende paa det til sine Planers Fremme. Han besad saaledes ingen af de Egenskaber, der skulde have gjort ham skikket til en kraftig Forkjæmper enten for den romerske Kirkes Opretholdelse i Norge, eller for dette Lands Selvstændighed som Stat; – og begge Dele fordrede dog baade hans Embedsstilling og Tidsforholdene af ham. Om han ret har fattet sin Opgave, er høist tvivlsomt; at han ikke viste sig dens Løsning voxen, er vist.
Men Farer og Forviklinger omgave ogsaa Olaf Engelbrektssøn paa alle Kanter. Hvad der krævedes af ham som den norske Kirkes øverste Forstander og den romerske Kirkes Tjener, stod ofte i Strid med det, der kunde synes at kræves af ham som det norske Raads Formand. Han synes vel ingen Fanatiker at have været i sit Forsvar for Pavedømmet; men paa den anden Side findes der heller ikke noget Tegn til, at han var stemt for Indrømmelser med Hensyn til den nye Lære og dens Kirkeordning. Hans oprigtige Hengivenhed for Rom, har man ingensomhelst gyldig Grund til at omtvivle. Det samme kan man sige om hans Stræben for sit Fædrenelands politiske Selvstændighed. Heller ikke den synes at have været ledet af nogen høi Begeistring; dog tør man derfor ikke negte, at den har været velmeent. Men vil man endog indrømme, at det var hans oprigtige Ønske at verne baade om den romerske Kirke i Norge og om Norges Selvstændighed, saa var han, det viser sig klart, ingenlunde paa det rene med sig selv om Midlerne, ved hvilke han skulde virke for nogen af Delene. Man tør overhovet ikke bebreide Erkebiskop Olaf hverken ond Villie eller grov Egennyttighed eller overdreven Herskelyst eller fuldkommen Mangel paa Statskløgt, om man end tidt og ofte maa føle Uvillie over hans Holdningsløshed, hans Svaghed, og, hvad der er det værste, men dog en naturlig Følge af de tvende nævnte Feil, – hans politiske Uoprigtighed.
Ved den samme Tid, da de voldsomme Tilgreb til Kirkens Gods fra den verdslige Magts Side begyndte i Norge, omtales ogsaa Luthers Lære først at være bleven prædiket der. I Aaret 1528 optraadte nemlig i Bergen som dens Forkynder en Munk Antonius, der siden skal være kaldet til Sogneprest ved St. Halvards Kirke der i Byen. Prædikanten og hans Lære, fortælles der, fandt stor Yndest hos Borgerne, men ikke saa hos Biskop Olaf Thorkelssøn. Denne
