til Vellevnet og Magelighed i høi Grad hengivne Mand fandt sig forstyrret i sin Ro ved den Kiv, som var en Følge af Antonius’s Prædiken. De romersksindede Prester maatte naturligvis finde sig kaldede til at modsige og om muligt gjendrive Antonius, og under en saadan Kamp kunde ikke Biskoppen vel holde sig neutral, helst saalænge han boede i Byen. Derfor skal han have flyttet ud til sin Gaard paa Ask, og saaledes overladt Religionsstriden til dens egen Gang[1]. At forresten Antonius ikke har fundet Understøttelse hos de simplere bergenske Borgere alene, men ogsaa har været beskyttet af meer end een af de i Byen værende Stormænd, tør man nok med Sikkerhed antage.
Og det var ikke i Bergen alene, at den nye Lære ved sin Indtrængen vakte Frygt og Ærgrelse hos dem, der vare den romerske Kirke hengivne. Ogsaa Biskop Hoskold af Stavanger ængstedes for den og vilde gjerne have den verdslige Magts Hjælp for at holde den ude af sit Biskopsdømme. Idet han ved Brev af 23de Juni 1529 anholder hos Esge Bilde om, at Nils Klaussøn, som denne havde beskikket til Lagmand i Ryfylke, ogsaa maatte faa Lagdømmet paa Agdesiden, beder han med det samme Hr. Esge, at han ikke i nogen Deel vil i Stavanger Biskopsdømme tilstede eller styrke „denne fordømte Vantro og Lutheri“, af hvilken nu mange desværre ere i Hjertet forblindede, men straffe hvor det behøves; han skulde da faa for Gud og Mennesker et ærefuldt Navn[2]. Esge Bilde var vel ellers ikke stort venligere sindet mod Papismen end Vincentius Lunge. Hin som denne var udentvivl villigere til at løfte Haanden mod end for den.
Af Alt hvad om Hr. Vincentius’s Fremfærd med Hensyn til Kirken er fortalt, fremgaar, at der heri maatte være Anledning nok til Uenighed mellem ham og Erkebiskoppen, om end ikke andre meer personlige Splidsemner, som vi nu ikke nærmere kjende, vare komne dem imellem. Vist er det, at da Hr. Esge Bilde i Begyndelsen af 1529 kom til Bergen, var der aaben Feide mellem Erkebiskoppen paa den ene Side og Hr. Vincentius og Fru Ingerd paa den anden. Erkebiskoppen havde undsagt dem begge og sat sig i Besiddelse af deres Len og Godser nordenfjælds. Og at denne Feide fra Erkebiskoppens Side var rettet mod Vincentius personlig, og ikke mod de i Norge indtrængende danske Adelsmænd i Almindelighed, det viser klart den Omstændighed, at Erkebiskoppen til samme Tid stod sig godt ikke alene med den nye Høvedsmand paa Bergenhus, Hr. Esge Bilde, men ogsaa, som det synes, med Fru Ingerds anden Svigersøn, den førnævnte Hr. Nils Lykke.
Esge Bilde var visselig ingenlunde fri for danske Fordomme, og heldede maaskee, især i sin første Optræden i Norge, til Henrik Krum-
