medikes Anskuelser med Hensyn til Norges og Danmarks Forhold;
dog synes han i det Hele taget at have været en veltænkende og redelig
Mand, og opførte sig ogsaa som en saadan i den Strid, han
fandt for sig i Norge. Den kunde paa en Maade siges at være til
hans Fordeel; men han var saalangt fra at nære den, at han tvertimod
optraadte som Megler i den, skjønt forgjæves. Hvad der afbrød
og bragte en Stilstand i Striden var Kong Fredriks Søns,
den unge Hertug: Kristians Komme til Norge i Sommeren 1529[1].
Kong Fredrik havde hidtil staaet i meget liden umiddelbar Forbindelse med sit Rige Norge, hvor han endnu ikke var kronet, og efter Tidens Begreber om Valgkongedømmet, idetmindste som de gjaldt i Danmark, endog blot af den Grund, ikke lovligen og sedvansmæssig kunde gjøre Kongedømmets fulde Myndighed gjældende. Den Indflydelse han alligevel i flere Stykker, som ovenfor paavist, øvede endogsaa udenfor sin Haandfæstnings Tilsagn, var meer Frugten af et Slags Tilsnigelse end af en ligefrem forfatningsmæssig Fremgangsmaade. At knytte Norge fastere til sig og om muligt ogsaa til sin Æt, maatte være et naturligt Ønske hos Kongen; og da fremdeles Hindringer stillede sig i Veien for hans egen Reise til Norge, besluttede han sig til at sende sin ældste, voxne Søn, Hertug Kristian, derhen i sit Sted. Dette skulde maaskee være en Efterligning af hvad der var skeet i Kristian I’s Tid, da hans Søn Hans i 1474 var i Oslo og der deeltog i Regjeringsanliggenderne[2], – og i Kong Hans’s Tid, da dennes Søn Kristian i længere Tid førte Styrelsen i Norge paa sin Faders Vegne med udstrakt Myndighed. – Men i begge de her nævnte Tilfælde var den til Norge sendte Kongesøn allerede i Forveien valgt af det norske Raad til Faderens Eftermand, og der kunde saaledes med Føie betroes dem en vis Regjeringsmyndighed. Med Kong Fredriks Søn forholdt det sig ikke saa. Han var ikke endnu i noget af Rigerne udvalgt til Faderens Eftermand, og det kunde derfor være et stort Spørgsmaal, hvorvidt Fredrik med Ret kunde sende ham til Norge for i sit Sted at udøve nogensomhelst Styrelsesmyndighed. Dette var imidlertid Meningen. Det var nemlig af Kongen paalagt Hertug Kristian, „at sidde Retterthing i Norge og hjælpe hver Mand til Lov og Ret“, naturligvis i Forening med Norges Raad. Men der laa
