endnu noget meer under hans Sendelse: „han skulde modtage Hyldingsed af de Norske som en Arveherre“; og forsaavidt dette ikke lykkedes ham, noget som altsaa (Fredrik har anseet for vel muligt, skulde „han fornye den venlige (Forening (Conføderatz), som begge Riger imellem fra Arilds Tid havde været“[1]. Hertugens Hylding som Norges Arveherre og, hvad der vel tænktes ganske enstydende dermed, hans Valg til Faderens Eftermand i Norge, var aabenbare Reisens Hovedøiemed.
Hertug Kristians Reise tiltraadtes den 30te Juni 1529. Fire af det danske Rigsraad fulgte ham, nemlig Biskop Styge Krumpen af Børglum, Henrik Krummedike, Otte Krumpen og Knut Gyldenstjerne, naturligvis som Raadgivere for at paasee Danmarks Gavn. At den fra Norge i 1524 saagodt som udviste Henrik Krummedike var med, viser hvilket Omsving i Meningerne der nu maa være foregaaet i Norges Raad, som en Følge udentvivl af de flere danske Adelsmænds Indlemmelse deri samt af Vincentius Lunges formindskede Indflydelse. I Oslo holdtes et Raadsmøde, eller, om man saa vil kalde det, en Herredag, af de forenede norske og danske Herrer, paa hvilken dog fra norsk Side ikkun nævnes som tilstedeværende: Biskop Hans Reff af Oslo, Provst og Kansler Matthias Hvoruf. Vincentius Lunge, begge Gallerne, Olaf og Gaute, samt Erik Erikssøn. Hverken Erkebiskop Olaf, eller Biskopperne af Hamar, Bergen eller Stavanger mødte, og ikke heller uden faa af de verdslige Herrer. Det findes ingensteds oplyst, hvad der især har holdt de nævnte Prælater borte fra Mødet, – om det har været Betænkeligheder med Hensyn til det uoverensstemmende med den i Kong Fredriks Haandfæstning givne Statsforfatning, der laa i Hertug Kristians Optræden i Norge, eller den Betragtning, at Kristian, som vitterlig Tilhænger af den lutherske Lære, var en Kjætter i den romerske Kirke. Rimeligvis have dog begge Dele virket især paa Erkebiskoppen, som ingenlunde var uvirksom ved Mødet, skjønt han ei paa det var personlig tilstede. At Vincentius Lunge mødte og saaledes stillede sig Ansigt til Ansigt ligeover for sin gamle Fiende Henrik Krummedike, var maaskee en Nødvendighed for ham, da Henrik havde kongelig Besaling til at optræde i en privat Ejendomssag mod Vincentius og Fru Ingerd. Og dette gjorde han med saadant Held, at allerede den 24de Juli Dom faldt i Sagen imod Hr. Vincentius, der tilpligtedes at opgive det omtvistede Gods. Dette var naturligvis en Ydmygelse for den stolte Mand, ligesom det ogsaa maatte krænke ham, at Hr. Henrik nu fik sine Forleninger i Norge tilbage, og at det lykkedes den samme at gjøre sig til Vens med Erkebiskop Olaf[2].
