Men var denne Herredag i Oslo end gunstig for Henrik Krummedike
og med det samme ydmygende for Vincentius Lunge med Hensyn
til begge disse Stormænds personlige Stilling, saa svarede dens
Udfald dog ingenlunde til de Forhaabninger, Kong Fredrik utvivlsomt
havde knyttet til den. Det formeentes vistnok ikke Hertug Kristian at
fatte Bestemmelser paa Kongedømmets Vegne, og der saaes endog
gjennem Fingre med, at han i de derom udstedte Breve kaldte sig:
„med Guds Naade ret Arving til Norge“[1], – en Titel, paa hvis
Brug der, med Hensyn til Fredriks Haandfæstning, kunde have været
ført Anke. Men Hovedøiemedet af hans norske Reise, hans Hylding
som Nordmændenes Arveherre, lykkedes det ikke at drive igjennem.
Og her var det Erkebiskop Olaf, som ved sin Indsigelse fra
Throndhjem gjorde Udslaget. Man fik nemlig den Mening gjort
gjældende, at da Norge nu ikke meer var noget Arverige, men, overensstemmende
med det venlige Forbund, som bestod Rigerne imellem
(det af 1450), saaledes var forenet med Danmark, at det ei kunde
have nogen anden Konge end den, som blev samtykket af Danmarks
Rige, saa par en Hylding, som den Kristian forlangte, utilbørlig.
De paa Herredagen nærværende norske Raadsmedlemmer, Vincentius
Lunge medregnet, have ganske vist af Hensyn til sin egen Valgmyndighed
i en kommende Tronledighed, kraftigen understøttet Erkebiskoppens
Mening. Og selv de danske have neppe i sit Hjerte havt noget
imod den; thi Kristians Hylding i Norge vilde jo ufeilbart ved et indtrædende
nyt Kongevalg lægge det sterkeste Baand paa det danske
Raads Valgfrihed, saafremt det var dets Agt at opretholde Forbindelsen
med Norge. Af Kristians Hylding i Norge blev der saaledes intet.
Dette Udfald havde man i Danmark, som allerede antydet, tænkt sig muligt, og havde, med det for Øie, paalagt Hertugen og hans danske Raadgivere i ethvert Fald at sørge for en Fornyelse af den gamle Forening mellem begge Riger. Herimod blev ingen Indvending gjort. Foreningen til Bergen af 1450 blev af Herredagen stadfæstet, og denne Stadfæstelse kunde Erkebiskoppen siges allerede paa Forhaand at have tiltraadt, idet han nemlig, som vi nys saa, anførte hin Forening som Grund for sin Indsigelse mod Hyldingen.
Udentvivl blev, paa Grund af de skuffede Forhaabninger, Kristians Ophold i Norge kortere end fra først var paatænkt. Han skulde nemlig fra Oslo have draget til Bergen, ja det lader som om han maaskee skulde have blevet Vinteren over i Norge. Begge Dele bleve imidlertid nu opgivne[2]. Hertug Kristian dvælede i Oslo den 8de
