lede ret og forsigtigt viste sig snart. Thi paa Hr. Esges Forespørgsel erklærede Fredrik fra Gottorp i Brev af 2den November, at han aldrig havde tænkt paa at fratage Esge Slottet; hvad Vincentius har sagt derom, har han sagt uden Kongens Vidende og Villie[1]. Her stod saaledes Hr. Vincentius til Skamme.
Han var imidlertid fremdeles en høitformaaende Mand i Norge og dette fik snart Erkebiskoppen og den romerske Kirke her føle.
Aarene 1530 og 1531 vare saare uheldbringende før Bergens Kirker og geistlige Bygninger. De største og pragtfuldeste af disse vare sammentrængte om Kongsgaarden paa det forholdsvis ikke meget store Rum, som Bergenhus Fæstning nu indtager og som i gammel Tid kaldtes Holmen. Der laa den prægtige Kathedralkirke med Biskopsgaarden, Kommunen eller Chorsbrødrenes Bolig og Skolen; der laa den ligeledes meget pragtfuldt byggede og udstyrede Apostelkirke, det første i Rangen af de fjorten kongelige Kapeller; der laa endelig ogsaa Prædikebrødrenes Kloster med tilhørende Kirke. Kongsgaarden selv var oprindelig ikke indrettet til nogen sterk Fæstning, omendskjønt den var lukket ved en Mur og forsvaredes ved et Par Taarne. Under Kristian II havde Jørgen Hanssøn som Høvedsmand befæstet den noget bedre; dog var den ved Vincentius Lunges Tiltrædelse i 1523 endnu neppe at ansee før en Fæstning, langt mindre for en Hovedfæstning, som dog her tiltrængtes til det vestlige Norges Forsvar. At gjøre den hertil har maaskee allerede svævet Hr. Vincentius for Tanke; og det kunde vel hende sig, at Prædikebrødrenes Klosters Brand i 1528 og Apostelkirkens Rydning for dens Klenodier har staaet i nogen Forbindelse med hin Tanke og været forberedende Skridt til dens Udførelse. Thi før at Bergens Kongsgaard kunde blive en virkelig Fæstning af Betydenhed var det uomgjængelig fornødent, at dens Omkreds ryddedes og de mange Slottet beherskende høie og faste Bygninger bortskaffedes. Esge Bilde indsaa dette klart og gik uden at følge Snigveie lige løs paa Sagen.
Den allerede ryddiggjorte Apostelkirke blev det første Offer for Befæstningsplanen. Den synes paa nærværende Tid at have været saagodt som forsvarsløs. Efter Kristiern Peterssøn, der døde en Stund efter 1520, synes ingen ordentlig Provst at have været ansat ved den. Flere nævnes rigtignok, men om hinanden og uden at man kan skjønne, hvorledes det med deres Embedsomraade har forholdt sig[2]. Kirken savnede saaledes en umiddelbar Talsmand, hvilket dens Provst burde have været. Bergens Biskops Raadighed øver denne Kirke, selv naar den var ledig, maatte ansees for høist tvivlsom, og Kongen, der var dens som alle kongelige Kapellers naturlige Verge, brød
