sig tydelig nok ikke om den, som Kirke betragtet, men handlede med den som med en anden Ejendom, den han allerede havde plyndret for dens Smykker. Naar nu dens Nedrivelse fordredes til Kongens og Rigets Nytte – som det hed –, saa var det ganske naturligt, at dette ikke mødte nogen Indsigelse fra Kongens Side. I 1530, den 8de April, udgik fra Gottorp Slot Fredriks Brev, hvorved det paa- lagdes Esge Bilde at nedbryde Apostelkirken, og sende til Gottorp saa meget af Stenene, som var brugbart til det derværende Slots Bygning[1]. Apostelkirken forsvandt nu i en Hast.
Vanskeligere var det at blive af med Christkirken og de til den hørende Bygninger. Disse havde nemlig i Biskop og Kapitel sit naturlige Forsvar. Kongen havde imidlertid, i et Brev af 28de October 1529, paabudt Undersøgelse af, hvorvidt hine Bygninger laa Slottet for nær[2]. At dette .virkelig var Tilfældet, naar man vilde have Kongsgaarden til sterk Fæstning, kan ikke have været nogen Tvivl underkastet; det maa ogsaa vedkommende Geistlige have været nødte til at erkjende. Men en Stund synes man dog at have vaklet mellem to Bestemmelser: enten man skulde bortskaffe hine herlige og kostbare Bygninger, eller man skulde indrette den nødvendige Fæstning paa den modsatte Side af Vaagen og dertil nytte det forud meget fast byggede og heldigt beliggende Munklifs Kloster. Dette synes nemlig allerede i flere Aar at have været udseet til Ophævelse, saasnart man fandt en eller anden Brug for det. Dets Brødre og Søstre forbleve der, men under en bestandig Frygt for en hastig Uddrivelse. Fra denne for Klosterets Beboere saa ængstlige Uvishedstid har man et ynkeligt Klagebrev af 2den Juni 1530, fra Klosterets Abbedisse, Anna Olafsdatter, til Erkebiskoppen, hvori hun yttrer, at Klosteret er blevet berøvet flere af sine bedste Jorder, og at der i Bergen var Uvillie imod det, som mod Kirker og Klostere i Almindelighed; der tales idelig om, at Klosterets Beboere skulle ud, og intet andet Kloster bor have igjen, hvorhos deres Uvenner lade sine Heste og sit Fæ opæde Klosterets Ager og Eng, og Enhver foruretter dem ihvad han kan. Hos Biskoppen nytter det dem ikke at klage sin Nød; thi han er altid borte. Derfor henvende de sig til Erkebiskoppen og bede ham om Raad i sin Nød og Trang[3]. Erkebiskoppen findes dog ikke at have blandet sig i Klosterets Sager, hvilket han heller ikke vel kunde gjøre, saalænge ikke Bergens Biskop, der var Klosterets nærmeste lovlige Foresatte, derom henvendte sig til ham. Munklif undgik imidlertid den Lod at blive forvandlet til Fæstning,
