Brev af 31te Mai næst efter heder det, at „Domkirken og Biskopsgaarden ere ganske nede i Grunden“[1].
Munklifs Kloster skulde altsaa fra nu af være Sæde for Bergens Biskop og Kapitel og følgelig den derhenhørende Kirke være Bergens Kathedralkirke. Esge Bilde lod Klosterets Abbedisse, den fornævnte Anna Olafsdatter, og Konfessoren, Jon Karlssøn, underrette om den fattede Beslutning og tilbød dem med det samme det kongelige Kapel, Allehelgens Kirken, der i Byen samt et Par derved liggende Gaarde, at bruge som Kloster, indtil Kongen eller Raadet anderledes forordnede. Men dette Tilbud synes ikke at være blevet modtaget. De fleste Nonner flyttede rigtignok ud, men nogle til sine Slegtninger omkring paa Landet, og enkelte til Moderklostret i Vadstena i Sverige. Abbedissen, selv femte, modsatte sig med Bestemthed enhver Flytning, og man har efter Overenskomsten maattet lade disse forblive i Klostret, skjønt Biskop Olaf allerede i Mai 1531 var bosat der[2]. Hermed var da det gamle, anseede og i sin Tid rige Munklif ophævet som Kloster. Bestemmelsen var da nu, at det skulde være Biskopssæde og tillige en Befæstning, der kunde i Nødsfald understøtte Bergenhus. Men heller ikke under denne Skikkelse blev det længe staaende ved Magt.
Eftertiden har dømt Hr. Esge Bilde meget haardt for de omtalte Kirkebygningers Nedbrydelse i Bergen, og man har – dog først længe efter hans Død – tillagt ham Navnet: Kirkebryderen. Men af Sagernes Sammenhæng vil man dog let indsee, at Hr. Esge, der handlede i et bestemt for Konge og Land, i det mindste efter hans egen Anskuelse, gavnligt Øiemed, nemlig for Landets Forsvar mod Fiender, og derhos, saavidt man ved, uden alle egennyttige Sidehensyn, – at han er langt mindre at dadle end den usle Biskop Olaf og hans Kapitel, der gave sit Samtykke til hans Foretagende, da dog en kraftig Indsigelse fra deres Side havde maattet gjøre det vanskeligt, om ei umuligt, og hvis Føielighed vist ikke var saa uegennyttig som Esges Iver.
Men Erkebiskoppen, vil man vel atter spørge, hvorfor tog han sig ikke af Sagen? og hvorledes kunde vel saadanne Omvæltninger, som de der nu ere fortalte at have fundet Sted i Bergen, en Kathedralkirkes Nedbrydelse til en Fæstnings Forsterkning, et stort Klosters Ophævelse og Forandring til Biskopsbolig o. s. v., – hvorledes kunde de gaa for sig, uden at Kirkeprovinsens Metropolitan dertil gav sit Samtykke eller deri toges paa Raad? Svaret bliver her det samme
