som vi ovenfor ved en lignende Leilighed have givet[1]. I dette som i mangt og meget andet aabenbarede sig Følgerne af den selvødelæggende Politik, den romerske Stol i de senere Aarhundreder, ja fra langt tilbage i Middelalderen, havde fulgt ved overalt at svække Metropolitanmyndigheden for at knytte alle Biskopsstole desto meer umiddelbart og, som man troede, saameget fastere til Rom. Erkebiskoppen af Nidaros havde nu, som jeg allerede før har yttret, saa godt som intet at sige i sin Provins, udenfor sit eget Biskopsdømme. Enhver norsk Biskop handlede i sit Omraade i alle Styrelsesanliggender, som om der intet Mellemled var i Kirkestyrelsen mellem ham selv og den romerske Kirkes øverste Hoved. Og da nu Forbindelsen mellem Biskopperne og Rom, ved den verdslige Statsmagts Indskriden paa Geistlighedens Grund, var bleven paa det nærmeste afskaaren, saa var det den enkelte Biskop overladt at opgjøre sit Biskopsdømmes Sager med den verdslige Styrelse ganske eensidig, og som det syntes ham selv bedst og fordelagtigst, uden Samraad hverken med Metropolitan eller Medbiskopper. Saaledes var den oprindelig saa klogt opførte hierarchiske Kirkebygning i Tidens Løb blevet undergraven af Pavedømmet, at den nu næsten ravede som en Ruin og frembød idel blottede og brøstfældige Punkter mod Reformatorernes djærve Angreb.
Biskop Olaf Thorkelssøn fandt sig vistnok beføiet til at underrette Erkebiskoppen om den foregaaede Forandring, men ogsaa først efter at den var foregaaet, og da en Omændring til det Gamle ikke meer var mulig. I sit Brev til Erkebiskoppen af 13de April 1531 gjør han heller ikke nærmere Rede for Kathedralkirkens og de derhen hørende Bygningers Nedbrydning; men undskylder kun sin Indflytning i Munklif dermed, at det som Kloster „var saa godt som øde gjort“. Hans Henvendelse til Erkebiskoppen ved denne Leilighed er heller ikke forbunden med nogen Klage over hvad der var skeet – thi en saadan Klage rammede ham selv nærmest; – men med et Tiggeri til Erkebiskoppen, at denne vil overlade ham et Stykke Tomt af de til Erkebiskopsgaarden paa Stranden i Bergen hørende Grunde, fordi saadant vilde være til Nytte for ham i hans nye Sæde[2]. Som en ligesrem Spot lyder det næsten, naar det i Brev af 31te Mai næst efter fra Biskop Olaf Thorkelssøn i Forening med Esge Bilde, Vincentius Lunge og Nils Lykke til Erkebiskoppen, siges som en Trøst til denne for Nidaros Kathedralkirkes nys indtrufne Brand, at ogsaa her „er Bergens Domkirke og Biskopsgaarden ganske ned i Grund (d. e. ganske i Bund og Grund ødelagt)“[3].
Der gjordes ellers paa denne Tid ogsaa lige under Erkebiskoppens egne Øine og i hans eget Biskopsdømme temmelig dristige For-
