Dage efter, den 10de April, skrev Fru Ingerd selv sammesteds fra til Erkebiskoppen. Hendes Brev er egentlig Svar paa en Skrivelse fra denne, hvori han har forbudet hende at befatte sig med Reins Klosters Gods og Ejendele. Hun erklærer, at hun aldrig har frataget Klosteret en Skilling eller faaet noget af det, uden hun har gjort dobbelt Fyldest derfor. Hvad hun har handlet med Fru Abbedissen og Søstrene er gjort til Klosterets Bedste. Hun havde været hindret fra at tage Erkebiskoppen paa Raad i Forveien, og havde hastet med at afgjøre Sagen med Abbedissen, da hun selv stod paa Reisen, og hun ved Hr. Nils Lykke skulde erhverve Kongens Samtykke paa hvad der var skeet. Hun ved ikke andet – siger hun – end at Kongen i dette Stykke er den raadende, som Erkebiskoppen i det Aandelige. Havde hun vidst, at det var Erkebiskoppens Ret at raade for Klosteret baade i det Verdslige og i det Aandelige, som hun af hans Skrivelse mærker, saa skulde hun ei have sluttet Overenskomsten, før hun havde hørt hans Villie i den Henseende. Vil Erkebiskoppen med Magt og Vold omstøde denne Handel, da kan hun, arme Enke, ingen Modstand gjøre; og hvis hun ikke kan være Klosterets Forstanderske med Rette, kan vel Loven bedst forklare det. Hun beder til Slutning Erkebiskoppen sende Abbedissen og Klostersøstrene tilbage hvad han havde frataget dem, samt at han ikke vil lade dem lide i nogen Maade for hendes Skyld[1].
At Fru Ingerds Hensigter i denne Sag have været saa rene og uegennyttige som hun selv paastaar, er ingenlunde sandsynligt, – og om de end havde været det, saa var dog hendes Adfærd uformelig og ulovlig efter den endnu i Norge bestaaende Kirkeret, og det var aabenbare Erkebiskoppens baade Net og Skyldighed at skride ind, som han gjorde. Alligevel udvirkede Hr. Nils Lykke, der strax efter reiste til Danmark, hos Kong Fredrik dennes Stadfæstelse paa Fru Ingerds Valg til Forstanderske for Reins Kloster og dets Gods, imod at hun lod holde tilbørlig Gudstjeneste. Stadfæstelsen blev given den 1ste Mai 1532[2]. Den har maaskee, paa Grund af de mellemkommende vigtige Begivenheder og Erkebiskoppens Modstand, ikke strax kommet Fru Ingerd tilgode; men Enden blev dog, at hun, om end kanskee ikke før efter Erkebiskop Olafs Bortreise fra Norge, fik Klosteret og dets Gods i Forlening[3].
Endnu værre gik det til med det andet Kloster, nemlig Tautras eller Tuterøens Cistercienserkloster. Her blev i 1510 en dansk Mand, Matthias Henrikssøn, udnævnt til Abbed af Henrik Kristiernssøn, Abbed i Sorø, der var indsat af Ordenens Generalabbed i Citeaux,
