Side:Keyser - Den norske Kirkes Historie under Katholicismen 2.djvu/723

709

Erkebiskop Olafs Anskuelse af Kirkens og Statens Stilling.

kom i Besiddelse af det. Men at der blev bragt Orden igjen tilveie i Klosteret, maa man betvivle; og under Kronen blev det lagt, saa snart som Erkebiskoppen var borte^[1].

112.

Kong Kristian II’s Optræden i Norge 1531–1532. Erkebiskop Olaf og flere Biskopper antage sig hans Sag. Kristians Foretagende mislykkes, og Norges Forhold bringes i sin gamle Skik. Kong Fredrik I dør 1533.

Det Tryk, som den verdslige Statsmagt øvede paa Kirken i Norge, og som kom tilsyne i de gjentagne og oftest heldige Angreb paa dens Indretninger og Eiendomme, begyndte meer og meer at overvælde den norske Geistligheds Formænd. Deres tiltagende Afmagt maatte allerede være dem selv indlysende. Baade i det Aandelige og Verdslige følte de Fodfæstet svigte under sig. At Erkebiskop Olaf sandt sin nærværende Stilling utaalelig, var ikke at undres over, heller ikke at han speidede til alle Sider for at opdage, om muligt, en Støtte, til hvilken han i sin Nød og Forladthed kunde klynge sig. Havde han engang maaskee næret det Haab, at den Magt og Selvstændighed, som Haandfæstningen af 1524 tillagde det norske Raad, forenet med den Indflydelse, han selv og Biskopperne ifølge gammel Hevd øvede i Raadet, – at den skulde sikkre baade Stat og Kirke mod fremmed Undertrykkelse, saa maatte dette Haab ganske vist allerede nu være udslukt. Mænd som Vincentius Lunge, Esge Bilde og Nils Lykke maatte ved sin Adfærd forlængst have overbevist ham om, at den Selvstændighed, der var det norske Raad indrømmet, i Grunden kun kom enkelte danske Stormænd, som deri vare indsmuglede, til Gode, og at disse, om end ofte og i mange Stykker uenige indbyrdes og uenige med det svage Kongedømme, de i Navnet tjente, dog stedse vare enige med dette og mellem sig selv i een Ting, nemlig, naar Leilighed gaves, at berøve Biskopperne deres Myndighed og Kirken dens Rigdomme, og saa til Slutning underkaste Kirken den verdslige Statsmagt. Erkebiskoppen kunde saaledes ikke nu længer i Haandfæstningen see nogen sand Betryggelse hverken for Fædrenelandets Selvstændighed eller dets Kirkes Opretholdelse. Den bestaaende Forfatning, Kong Fredrik, de danske Magthavere i Norge, – Alt maatte være ham lige forhadt, og han maatte baade til Fædrenelandets og til Kirkens Bedste, som det for ham stillede sig, see sig om efter Midler til at blive det Hele kvit, Forandringen koste hvad den koste vilde; værre end det var kunde det neppe blive.

En saadan Opfattelse af Norges og den norske Kirkes daværende

1. Langes Klh. 2den Udg. 241–246.