Stilling, tænker jeg, har ledet Erkebiskop Olaf til at vende Blikket mod den landflygtige Kristian II som den forønskede Redningsmand, helst da Udsigterne just paa denne Tid syntes at opklare sig noget for den ulykkelige Fyrste, og hans Forhold til den romerske Kirke syntes at blive venskabeligere.
Kristian havde under sin hele Landflygtighedstid syslet med Planer til at gjenvinde sine tabte Riger. Men disse Planer vare hverken dybt udtænkte, eller fast grundlagte; ikke heller bleve de forfulgte med Sikkerhed, eller ledede med sand Klogskab og Kraft. Kristian havde baade tro og dygtige Tjenere; men i hans egen Aand havde, efter hans Flugt, et Vankelmod vundet Overhaand, der stedse forværrede hans i sig selv vanskelige Stilling. Hans naturligste Støtte var hans Svoger Keiser Karl, og i Bevidstheden herom tog han ogsaa først og fremst sin Tilflugt til denne, eller rettere til det burgundiske Hof i Nederlandene. Men den Kulde og Seendrægtighed, han her mødte, bragte ham snart til at vende sig andensteds hen. Den lutherske Lære havde vundet sterk Indgang hos ham. Dette blev snart en aabenbar Sag, der naturligvis ikke betragtedes med gunstige Øine af det strengkatholske burgundiske Hof. Baandet mellem ham og dette slappedes herved. Men i samme Mon, som hans Haab til Keiseren blev mindre, synes han at have vendt sin Fortrøstning til de protestantiske Fyrster i Tydskland, blandt hvilke flere vare hans nære Frænder, saaledes Kurfyrsten af Saxen. Hine Fyrster havde dog paa den Tid for meget med sine egne Sager at gjøre, til at kunne række Kristian en kraftig Hjælperhaand; og de vare saameget mindre villige hertil, da Hjælpen dog skulde ydes ham mod en af deres egne Trosforvante; thi derfor kunde allerede Fredrik l, i det mindste som Styrer i Slesvig og Holstein, og end mere afgjort hans Søn Hertug Kristian regnes. Kong Kristian havde i 1524 paa egen Haand faaet sammenbragt en ikke ubetydelig Leiehær i Nordtydskland; men formedelst Pengemangel og daarlige Foranstaltninger splittede denne Hær sig uden at have udrettet det ringeste for Kongens Sag. Ikke bedre gik det med de Forsøg, hans Tilhængere i Danmark og Sverige, som Skipper Klement, Klaus Knipphof og fremfor alle Søren Norby, i de nærmest paafølgende Aar gjorde paa atter at spille ham de nordiske Riger i Hænderne. Ogsaa de Forhaabninger, han gjorde sig om kraftig Hjælp fra Keiser Karl, efter at denne i 1525 havde overvundet sin Fiende Frans I af Frankrige, slog fuldkommen feil. Under alt dette indsvandt Kristians Hjælpekilder meer og meer, medens Iveren for hans Sag kjølnedes hos mange af hans Tilhængere; og fra Midten af 1526 mærkes tydelig, at Kong Fredrik aandede noget friere, og følte sig noget sikkrere i sit Kongedømme.
