Men fra 1529 af, da Keiseren, efter Freden til Cambray med
Frankrige, havde faaet friere Hænder, begyndte Kristian paany at sætte
sit Haab til ham. Vel var hans ædle Dronning Elisabet, Keiserens
Søster, i Mellemtiden død, men deres Børn bleve dog opdragne ved
det burgundiske Hof, og Karl fandt det ikke stemmende hverken med
sin Ære eller sin Fordeel ganske at slaa Haanden af sin ulykkelige
Svoger. Kristian synes ogsaa nu at have foresat sig at gjøre alle
mulige Opoffrelser for at vinde Keiseren og hans Hus før sig; han
viste sig endog villig til at bortrydde det Anstød, som hans Vedhængen
ved Lutheranismen hidtil havde givet. I 1530 afsvor han, i
Overvær af den pavelige Legat Kardinal Campeggio, sit lutherske
Kjætteri og modtog en Pønitens af Kardinalens Haand. Ved Siden
heraf gjorde Kristian Forberedelser, som tydede paa forestaaende Rustninger.
Han var vel bekjendt med Forholdene i sine fordums Riger,
med hvilke hans tro Tjenere, som havde fulgt ham i hans Landflygtighed,
stode i næsten uafbrudt hemmelig Forbindelse. For Norges
Vedkommende var det især den oftere nævnte Jørgen Hanssøn, efter
sin Bortreise fra Norge bosat i Kampen i Overyssel, som skaffede ham
paalidelige Underretninger. Kristian vidste saaledes, at der ikke i noget
af Rigerne, og mindst i Norge, manglede Gjæringsstof, Emne til
Misnøie med Styrelsen og urolige Hoveder, der med større eller mindre
Grund higede efter en Forandring i det Bestaaende. At den katholske
Geistlighed i alle tre Riger deels med Utaalighed allerede følte Reformationens
Tryk i dens hele Fylde, deels med Frygt forudsaa dens
snarlige Indbrud over dem, og derfor i sin Flerhed hørte blandt de
Misnøiedes Tal, – det var noget, der fortrinsvis maatte tildrage sig
hans Opmærksomhed; og ganske vist har dette ikke medvirket lidet til
hans offentlige ja høitidelige Tilbagevenden i den romerske Kirkes Skjød.
Kunde han nemlig faa hin rige og endnu indflydelsesfulde Stand til
at tro paa hans Omvendelses Oprigtighed, maatte han haabe, under
Sagernes nuværende Stilling, at kunne regne paa dens Overgang
til hans Parti; og herved vilde saare meget være vundet for ham.
Vi have seet, at Erkebiskop Olaf paa sin Romerreise i 1523, under sit Ophold i Mecheln, tilsvor Kristian II, som dengang endnu var Norges lovlige Konge, Huldskab og Troskab; men at han dog det følgende Aar tilbagetog denne Ed, idet han med det øvrige norske Raad opsagde Kristian og hyldede Fredrik I[1]. At han, denne Opsigelse uagtet, har vedligeholdt en vis Hengivenhed og Forkjærlighed for sin tidligere Konge, tør man maaskee gjætte, skjønt det vanskelig lader sig bevise. At han den hele Tid siden skulde have staaet i hem-
- ↑ S. o. f. II. 654, 669.
