melig Forbindelse med den Landflygtige[1], antydes, saavidt hidtil bekjendt, ikke i noget nu levnet skriftligt Dokument; og der er ingen gyldig Grund til at antage andet, end at Erkebiskop Olaf, dengang han hyldede Fredrik som Norges Konge, gjorde dette i god Tro og fuld Oprigtighed. Men siden havde Omstændighederne i meget forandret sig, og mangt et Erkebiskoppens Haab baade med Hensyn til hans egen Person og med Hensyn til Fædreneland og Kirke var skuffet. Nu vendte han i sin, Fædrenelandets og Kirkens fortrykte Stilling igjen Tanken til Kristian, og nu først er en hemmelig Forbindelse mellem dem bleven sluttet, hvilken havde til Øiemed, at hjælpe Kongen at tilbagevinde sine Riger. Saadan, forekommer det mig, er den rimelige Sammenhæng med Erkebiskop Olafs Overgang til Kristians Sag. Men naar, og fra hvis Side det første Skridt til Forbundet er gjort, er ubekjendt, ligesom og ved hvilke Mellemmænd det er blevet knyttet.
Saameget synes imidlertid klart, at næsten ligesaasnart som Rygtet om Kristians forehavende nye Rustninger begyndte at løbe omkring i Danmark, satte det ogsaa Erkebiskop Olaf i Berøring med hans Planer; hvad enten nu dette var en løs Mistanke, som Erkebiskoppens Fiender fandt sig tjente med at udsprede, eller Kong Fredriks Speidere virkelig ere komne paa Spor efter lønlige Meddelelser mellem Erkebiskoppen og Kong Kristian. At Erkebiskoppen ikke mødte paa Herredagen i Oslo om Sommeren 1529, men modarbeidede Hertug Kristians Hylding i Norge, vakte naturligvis Kong Fredriks Opmærksomhed og Misnøie; og fra den Tid af spores hos den danske Regjering en vis Frygt for Erkebiskoppens Stemning og Sindelag. At han var utilfreds med Styrelsens Gang i Norge, derom kunde man ikke tvivle, og at hans Utilfredshed ikke var ganske ugrundet, maatte man udentvivl i sit stille Sind erkjende. Men han var en farlig Fiende, med hvem man maatte stræbe at forlige sig, helst nu da en Feide fra den fordrevne Konges Side begyndte at true. Man vilde derfor gjerne have ham til Kjøbenhavn, til den Herredag for begge Riger, som var tilsagt til Midsommertid 1530. I det Brev, som Vincentius Lunge tilskrev ham fra Andvorskov den 4de Mai nævnte Aar, i Anledning af det mellem dem sluttede Forlig, opfordrede han ham ivrigen til at søge Herredagen, og anførte blandt andre Grunde, som talede herfor, ogsaa „den Mistanke, som han skulde være i formedelst høibaarne Fyrste Kong Kristian“, og som han ikke letteligen befriede sig fra, medmindre han personligen kom Kongen og Danmarks Raad til Orde[2]. Da vare altsaa, som man seer, allerede i Dan-
