mark Rygter i Omløb, der betegnede Erkebiskoppen som en hemmelig Tilhænger af Kristian II; og fra Mistanken herfor vilde man, han skulde rense sig. Men Erkebiskoppen synes at have næret Modbydelighed for de blandede Raadsmøder, hvori man ikke kan fortænke ham, og han mødte ikke paa Herredagen. Vincentius Lunge var den eneste af Norges Raad, som her var tilstede.
Erkebiskop Olafs Udeblivelse har naturligvis forøget Kongens Uvillie og Mistanke mod ham; og begge Dele tiltog, da det neppe, al Hemmeligholdelse uagtet, kunde undgaaes, at et og andet rygtedes om de Underhandlinger, som i Løbet af Vinteren 1530–1531 virkelig vare indledede mellem den landflygtige Konge og Erkebiskoppen samt flere af Norges Biskopper. Den første Underhandler paa Kristians Vegne, som indfandt sig i Norge, var en vis Henrik Lille, som kaldes Kongens Sekretær. Han havde om Vinteren under mange Vanskeligheder og store Farer pleiet Overlægninger baade med Erkebiskoppen og med Biskop Magnus af Hamar[1]. Kristians fornemste Raadgiver og Leder ved disse Underhandlinger var imidlertid den fra Upsal fordrevne Erkebiskop Gustav Trolle, der efterat have for en kort Tid forsøgt sin Lykke hos Kong Fredrik i Danmark, hvem han, som før fortalt, kronede i 1524, var dragen til Kristian i Nederlandene og havde givet sig i Tieneste hos ham. Det var en virksom, klog, djærv og renkefuld Mand, vel skikket til det Hverv, han her havde paataget sig. Han havde i Slutningen af 1530 bestormet en Mængde af Danmarks og Sveriges Prælater og Herrer med Skrivelser til Kristians Fordeel, deels indeholdende fordeelagtige Vidnesbyrd om dennes forandrede og nu fromme Sindsstemning, deels glimrende Skildringer af den Magt, med hvilken Keiseren agtede at understøtte sin Svoger. Da han dog med sine Breve udrettede mindre i Danmark, end han havde ventet, gav han sig personlig til Norge, hvor han haabede bedre Fremgang for sine Renker. Hans Haab slog ham heller ikke feil. Hans Forestillinger og Løfter fandt her hos flere Biskopper aabne Øren, og det varede ikke længe før han havde knyttet dem til Kristians Sag.
Hvad der om disse Forhandlinger var kommet udenfor de Ind- viedes Kreds, var sikkerligen kun ganske løse Rygter. Gyldige Beviser for Erkebiskop Olafs oprørske Stemplinger vare, saavidt skjønnes, endnu ikke i hans Fienders Hænder. Alligevel stod han i Begyndelsen af 1531 meer mistænkt og meer frygtet end nogensinde før ligeover for Kong Fredrik, det danske Rigsraad og de danske Magthavere i Norge. Man troede ham ikke; men man torde heller ikke bryde med ham. Man behandlede ham paa det varsommeste og tænkte sig,
- ↑ Hvitf. Fr. I. u. 1531 (Kvart.-Udg. 253–256).
