Erkebiskoppen vilde synes godt om[1]. Muligen har dog hverken Henrik eller Brevet naaet til sin Bestemmelse.
Fra Hamar drog Gustav til Nidaros. Paa denne Vei var det udentvivl, at han eftersattes af Klaus Ravn, Lensherren paa Akershus, Mogens Gyldenstjernes, Foged i Gudbrandsdalen, der havde faaet Nys om hvo han var. Forfølgerne vare ham lige i Hælene, men han var dog heldig nok til at undgaa dem[2]. I Throndhjem maa han have følt sig sikker under Erkebiskop Olafs Vern, og herfra skrev han den 23de August en Opfordring, der nærmest er stilet til Biskoppen af Stavanger, og synes at have skullet besørges til denne ved Biskoppen af Hamar, men Gjenparter af den have rimeligvis været bestemte ogsaa for de øvrige Biskopper. Gustav siger sig heri at være udsendt af Kong Kristian med Keiserens Villie og Raad til den norske Kirkes og det norske Riges Gavn og Hjælp. Han opfordrer Biskoppen til at rette sig efter hvad hans Erkebiskop byder ham, og beder ham betænke, hvad han har at befrygte af det omsiggribende Kjætteri og henpeger paa hvad der er overgaaet Domkirken i Bergen. Han viser, at det er en klog og fornuftig Handling at understøtte Kristians Forehavende med Kirkens Gods og Klenodier; thi bedre var det at skjænke eller laane dette til Kirkens og Landets Forsvar, end at gjemme det til et Rov for Kjætterne. Han lover paa Kongens Vegne Pant i Kronens Len, og paa sine egne Vegne at stille sin Domkirke i Upsal og al dens Ejendom til Sikkerhed for at det udlaante skal blive tilbagebetalt. Han opfordrer endelig til at sende Skibe, ladte med Tømmer, til Nederlandene, til Kongens Tjeneste og foreskriver Adfærden hermed, idet han ogsaa her lover sikker Gjenerstatning[3].
At denne Opfordring, som sagt, nærmest er stilet til Biskoppen af Stavanger, har maaskee sin Grund deri, at enten Biskop Hoskold allerede paa en Maade var dragen ind i Forhandlingerne, eller at man kjendte hans fiendtlige Stilling ligeover for Vincentius Lunge. Denne havde nemlig med sin sedvanlige Rovgjerrighed arbeidet paa at faa Utstein Kloster i sine Hænder. Først havde han, rimeligvis allerede i 1525 eller kort efter, i den gamle Abbed Henriks Sted indsat i Klosteret sin egen Foged. Biskoppen havde dog indviet en ny Abbed til Klosteret; men efter dennes Død skikkede Vincentius Jens Split til Klosteret, hvem Biskoppen afviste og viede atter en ny Abbed. Men ligefuldt var Vincentius endnu under Herredagen i Kjøbenhavn ifærd med Biskop Hoskold for at faa Klosteret af ham, og da Biskoppen gav ham et bestemt Afslag, skiltes de fra hinanden som Uvenner. Om alt dette underrettede Biskoppen Erkebiskop Olaf i en
