grusomme og egenmægtige Færd i fordums Dage stille sig advarende for ham og gjøre ham noget tvivlsom. Han kunde endelig ikke vel dølge for sig selv, at det var et farligt Foretagende, han stod i Begreb med at laane sin Haand til, – farligt baade for Norges Selvstændighed og for Kirken og for ham selv personlig, hvis det mislykkedes; og for et heldigt Udfald kunde hverken hans Kjendskab til Kristian eller Gustav Trolles Brauten med Keiserens mægtige Bistand borge ham. Olaf Engelbrektssøns Karakter var, som vi før have yttret, ingenlunde fast og kraftig. Stillede hine Tvivl sig levende for hans Sjæl til samme Tid som han modtog Esge Bildes Brev og mærkede sig de deri givne Vink, saa maatte det ligge nær, at han endnu vaklede i den sidste Stund, da et bestemt Valg ikke længer kunde undgaaes. Maaskee øiner man Spor af en saadan Vaklen og af et Ønske, endnu, om muligt, at holde sig Udveien aaben til Gjenerhvervelsen af Kong Fredriks Naade, hvis Kristians Foretagende skulde mislykkes, i et skrevet Udkast, som er os levnet fra dette Aar, men uden Dag, hvori, aabenbare for visse nordenfjældske Raadsmedlemmers Vedkommende, og sandsynligvis nærmest for Erkebiskoppens, de Klagepunkter ere optegnede, som foranledigede deres Overgang fra Kong Fredrik til Kong Kristian. Klagepunkterne dreie sig fortrinsvis om de Angreb, som ulovligen ere gjorte paa Kirken, og som i det Foregaaende ere skildrede, som Kirkers Nedbrydning, Klosteres Ophævelse o. s. v., over hvilke der siges, at der er klaget baade for Kongen og for dennes Statholder „her nordenfjælds“, Esge Bilde; men til Slutning heder det, at skjønt alt dette strider mod Kongens Haandfæstning, saa vilde man dog aldrig af den Grund have faldet fra Kong Fredrik, hvis ikke Kong Kristian var kommen til Landet med saa stor en Krigsmagt og havde afskaaret dem (de Nordenfjældske) al Undsætning, de kunde vente fra Danmark[1]. Her stilles jo aabenbare Kong Kristians Angreb i Forgrunden blandt Aarsagerne til Frafaldet fra Kong Fredrik; dette var altsaa tvunget og derfor mindre tilregneligt. Er nu denne Opsats udgaaen fra Erkebiskop Olaf, og har den været bestemt til at komme Fredrik paa en eller anden Maade i Hænde omtrent samtidig med Erkebiskoppens og de Nordensjældskes Opsigelse, saa kan man vel ikke tvivle om, at Hensigten med hint Tillæg har været at formilde Fredrik, ifald denne engang kunde blive istand til at drage de Frafaldne til Regnskab. Det er en saadan Ængstlighed, som den, heri vilde antydes, en saadan Mistillid til sin egen Lykke, en saadan Søgen efter et Smuthul til Frelse i Farens Stund, som netop ved flere vigtige Leiligheder aabenbarer sig hos Olaf
- ↑ Sml. II. 87–89.
