Mænd af hvert Syssel. Kunde han overkomme nogen af Kongens og Rigets Fiender, navnligen „Doctor“ Vincentius og Nils Lykke, da skulde han holde dem fast eller fore dem med sig til Kongen. Han gjentager for øvrigt sit Løfte om Tilgivelse for dem, der underkaste sig ham frivilligen[1].
De navngivne Mænd, som Kristian opfordrede Erkebiskoppen til at gribe, vare i Sikkerhed. Nils Lykke var endnu i Danmark, og Hr. Vincentius var inden den 7de Oktober i Bergen[2], hvorhen ogsaa Esge Bilde var kommen, førend Kristian landede i Norge.
Kristian landsatte sit Krigsfolk i Oslo den 9de og 10de November og opfordrede den 11te Hr. Mogens Gyldenstjerne, der befalede paa Akershus, til at opgive Slottet[3]. Herpaa modtog han et listigt undvigende Svar, hvorved Hr. Mogens udbad sig Frist til i Forveien at tilskrive Kong Fredrik. Fik han ikke Undsætning inden Marts næstkommende, da lovede han at opgive Slottet. Hermed lod Kristian sig nøie, og der var saaledes for Øieblikket i Oslo en Vaabenstilstand mellem de to fiendtlige Partier[4].
Det havde, som vi see, været Kristians oprindelige Hensigt at samle om sig et talrigt almindeligt Rigsmøde i Oslo; men dette opgav han, deels vel for Hastverks Skyld, deels fordi flere Vanskeligheder stillede sig i Veien, og han lod sig nøie med, saasnart som det var gjørligt, at samle et Raadsmøde eller en Herredag for det Søndenfjældske, og selv dette Mode har maaskee været temmelig ufuldstændigt. Vi kunne blot med Sikkerhed paavise som tilstedeværende Biskoppen af Oslo, Hans Reff; men med største Sandsynlighed kan man dog ogsaa gjætte paa den for Kristians Sag saa ivrige Biskop Magnus af Hamar, den fratraadte Biskop Anders Mus, Provsten til Mariekirken Matthias Hvoruf, Hans Anderssøn Abbed af Hovedø, og af Verdslige: Ridderen Gaute Galle og Væbnerne Erik Ugerup og Erik Erikssøn. Alle disse findes nemlig at have været med at hylde Kristian, eftersom de senere, netop af den Grund, maatte udstede et formeligt Opsigelsesbrev til ham, hvorom paa sit Sted skal tales. De tilstedeværende Raadsmedlemmer sammentraadte den 29de November, og efterat Paal Kjempe, en dansk Mand, som havde fulgt Kristian i hans Landflygtighed, og nu var Kongens Kansler, havde tiltalt dem, hyldede de Kristian; og det blev i Hyldingsbrevet indført, at hvis Kristian ved Døden afgik skulde de være skyldige at tage hans Søn, Johannes, til Konge. Aarsagerne til deres Frafald fra Kong Fredrik bleve fremsatte i et Brev af samme Dag til det danske Rigsraad, og fremhævedes heri særdeles, at Kristian var i sin Tid for-
