dreven fra Danmark af et lidet Parti, uden Nordmændenes Vidende og Samtykke, samt at Norge havde antaget Fredrik nødtvunget, for ikke aldeles at fordærves. Kristian var saaledes deres rette Herre og Konge, hvem de nu have lovet Huldskab og Troskab[1].
Paa Mødet blev ogsaa vedtagen en Landehjælp af et Lod Sølv af hver Mand og den saakaldte Gjengerd i Madvarer til Hjælp for Kristian. Biskop Hans Refs tilskrev desuden den 30te November paa Kongens Vegne sin Geistlighed, at den skulde tage ud af Kirker og Kapeller det Sølvtøi, som kunde undværes, og sende det inden 8–10 Dage til Oslo til Kongen, der vil erstatte dem det i Fremtiden. Hovedkirkerne skulde ikkun beholde tilbage to Kalke og een Monstrans, de andre Kirker een Kalk, og havde Kirken ikke meer end een, da skulde Halvdelen af den leveres, dog saaledes, at Bønderne kunde udløse den med Sølv og Penge. Hvad Sølv og Penge Alterne kunde have, skulde man tage med[2].
Kristian underrettede ved et Brev af 29de November Erkebiskop Olaf om den tilstaaede Landehjælp og Gjengerd, hvilken der nordpaa skulde udredes til Kongens Tjener Jørgen Hanssøn, som han sendte for at opbære den. Kristian havde havt i Sinde selv at komme Nordenfjælds, men var for Tiden hindret deri ved sin Stilling. Idet han i Brevet anbefaler Erkebiskoppen sin Sag, yttrer han Ønsket om, at denne snart vil komme til ham, eller og strax tilskrive ham[3]. Under 30te November sendte derhos Kristian Erkebiskoppen et Leidebrev, lydende paa fem Ugers Leide, og fri Tilbagereise, om han ei kom til Enighed med Kongen[4].
Kristian var aabenbare endnu ikke ganske sikker paa Erkebiskop Olafs Stemning, og han vilde nu have hans bestemte Erklæring enten ved et personligt Mode eller skriftligt. Han vidste da ikke, at samme Dag som det søndenfjældske Raad hyldede ham i Oslo, den 29de November 1531, havde Erkebiskoppen gjort det samme i Nidaros, i sit Kapitels Nærværelse. Den som her modtog Hyldingen paa Kongens Vegne, var Gustav Trolle. Den 3die December næst efter sendte Erkebiskop Olaf fra Stenvikholm ved tvende Stormænd, Hans Krukkov og Magnus Arnessøn, Kristians Opraab ledsaget af en anbefalende Skrivelse fra sig selv, til Indbyggerne i Fosen-Len, Edøen, Romsdalen og Sunmøre, altsaa i Nils Lykkes Forlening[5].
Olaf Engelbrektssøn havde saaledes nu afgjørende erklæret sig for Kristian. Men dette Skridt gjorde han ikke ganske uden Forbehold; og vi see atter heri et Bevis for hans ængstlige Varsomhed.
