og blot har modtaget sin Datering i Oslo, hvor Raadet, som allerede den 29de November forrige Aar havde besluttet denne Hylding, endnu var forsamlet; eller ogsaa har Plads været ladet aaben for Erkebiskoppens Segl, og dette er blevet tilsat af ham, da han senere, rimeligviis i Begyndelsen af Marts, har været for en ganske kort Tid personlig tilstede i Oslo og der havt en Sammenkomst med Kristian; denne hentyder nemlig paa en saadan i et Brev fra samme Sted den 10de Marts[1]. Erkebiskoppen har ikke godt kunnet undværes Nordenfjælds og har derfor snarest muligt vendt tilbage til Thrøndelagen, hvor han fremdeles viste sig saare virksom i at skrabe Penge sammen til Kristians Tjeneste baade fra Kirkerne og ved Inddrivning af Landehjælpen. Herfor modtog han ogsaa ved gjentagne Leiligheder Kongens Tak[2].
Mindre tilfreds synes denne derimod at have været med Erkebiskoppens Iver i at forfølge dem, som Kongen kalder „sine og Rigets Fiender“, hvorved han fortrinsvis forstaar Hr. Vincentius og dennes Tilhængere. I et Brev fra Oslo af 27de April til Erkebiskoppen lader Kongen denne vide, at han har spurgt, at Fru Ingerd har været hos ham i Paaskeugen (31te Marts til 6te April), og har ikke villet gaa ham tilhaande paa Kongens Vegne, men derimod ladet haanlige Ord falde om denne. Kongen paalægger Erkebiskoppen at inddrage alt hendes Gods, fast og løst, under Kronen, ligesaa alt det Gods nordenfjælds, som Vincentius og Nils Lykke tilkommer med deres Hustruer, og sende alt det rørlige saa hastig som muligt til Kongen i Oslo. Fru Ingerd og hendes Datter, Nils Lykkes Hustru (Elina), skal han indsætte paa et fast Sted indtil Kongen nærmere forordner. Det Gods, som Erkebiskoppens Tjenere og Svende har taget af Rigets Fiender, som de have slaget eller fanget, maa de dele mellem sig, for at de siden kunne blive saameget velvilligere til at straffe saadanne, hvor de overkomme dem[3]. Man finder ikke Spor til, at Fru Ingerds eller hendes Datters Fængsling er bleven udført; rimeligvis have de unddraget sig derfra ved at flygte til Hr. Vincentius i Bergen.
Imidlertid var Kong Kristians Hær for Akershus, af Grunde, som det ikke vedkommer os her at udvikle, saagodt som aldeles uvirksom. Mogens Gyldenstjerne havde strax før Kongens Komme til Oslo gjort sig al Umage for at forsyne Slottet med Fødemidler, og ved den Leilighed ogsaa plyndret Hovedøens Kloster for alle de Madvarer, han
