som Kongen selv personligen var tilstede, og hvad de indvilge og samtykke skal være fast, som han selv havde besluttet det. Han vilde bolde alle Nordmænd ved Norges Lov og Net, og i alle Maader skikke sig mod dem „som en christen, trofast, ærlig Konge bør gjøre mod sine kjære tro Undersaatter“[1]. Der er noget listigt indsmigrende i denne Tone, der mærkelig skjelner sig fra den mere strenge og barske i de fleste af Kristians Opfordringer og Breve fra denne Tid. Begge Konger ere heri sin Karakter tro.
Faa Dage efter Udstedelsen af dette Opraab gik Flaaden den 2den Mai under Segl fra Kjøbenhavn, og allerede den 7de samme Maaned løb den ind for Oslo Kristian opbrændte strax efter sin Leir, trak sig ind i Byen og forskandsede sig der, saa at Fienden havde vanskeligt for at angribe ham. Men den 10de Mai om Aftenen satte de Ild paa Byens Søboder, hvilke afbrændte om Natten tilligemed alle de Skibe, store og smaa, som laa ved Byen. Hermed havde dog ogsaa Krigsforetagenderne paa denne Kant saagodt som Ende. Thi den 12te Mai aabnede Kristian Underhandlinger og Fiendtlighederne standsede ved Oslo[2].
Men til samme Tid omtrent som de ophørte her, begyndte de paa en anden Kant af Landet. Det var Kong Fredriks store Lykke under denne Krig, at han ved dens Begyndelse havde i sine Hænder Norges tre vigtigste Slotte, Baahus, Akershus og Bergenhus, og at hans Høvedsmænd her vare paalidelige og dygtige Mænd, Klaus Bilde, Mogens Gyldenstjerne og Esge Bilde, der havde Evne som Villie til at holde dem mod Kristian. Esge Bilde sad tryg paa Bergenhus, som nu var vel befæstet. Han havde den usle Biskop Olaf, der forresten ingen Mine havde gjort til at træde paa Kristians Side, ganske i sin Magt. Han kunde endelig stole paa Tydskerne paa Bryggen, efterdi Hansestæderne vare Kong Fredriks Forbundne. Bergen var saaledes for det første istand til at yde alle dem af Fredriks Tilhængere, som kunde naa did, et sikkert Tilflugtssted og kunde senere tjene til et bekvemt Udgangspunkt for et Angreb paa Kristians Parti nordenfjælds.
Et saadant Angreb tom ogsaa istand, da Otte Stigssøn, en dansk Herre i Fredriks Tjeneste, kom derhen som det lader i Mai Maaned med Forsterkning fra Danmark. Han, i Forening med Esge Bildes Foged, den danske Adelsmand Thord Roed, og Nils Klaussøn, Lagmand i Stavanger, drog med tre Skibe nordefter, brandskattede Throndhjems Len, brændte to af Erkebiskoppens Gaarde, ja satte sig i Besiddelse af selve Nidaros By, hvor de afbrændte Biskopsgaarden, og ved
