delig Afgjørelse. De skulde i Mellemtiden nyde Fred, Stilstand og Ejendom, samt beholde den Ære og Verdighed, i det Verdslige som i det Geistlige, hvilken de havde for Kristians Ankomst; hvorimod de, naar et endeligt Forlig var kommet istand, skulde igjen indgaa i sin gamle Ed og Forpligtelse til Kong Fredrik, saafremt ikke anderledes i Forliget fastsattes, og da tilsikkredes dem fuldkommen Strafløshed med Hensyn til Liv, Ære og Gods for alt hvad de havde gjort i Kristians Tjeneste, „saa at det da skal være en evig aftalt Sag for Født og Ufødt til evig Tid i alle Maader“. – Ogsaa Norges „menige Indbyggere“, der havde givet sig til Kristian, skulde nyde fuldkommen Tilgivelse, naar de strax underkastede sig Fredrik og viste sig tro mod hans Embedsmænd. Man skulde hjælpe til, at de Kristians tro Tjenere, som havde fulgt ham i hans Landflygtighed og nu vare komne med ham tilbage, kunde komme igjen til Sit og faa nogen Opreisning. Hans Krigsfolk skulde strax drage ud af Riget under fri Leide[1].
I den for Kristian og hans Følge udstedte Leide hed det blandt andet, at den skulde ubrødelig holdes, indtil Kong Fredrik og Danmarks Riges Raad havde skaffet dem sikkert igjen til Norge eller til Tydskland[2].
Den 4de Juli tilskrev Kristian fra Oslo Erkebiskop Olaf og ligeledes alle sine „tro Undersaatter“ nordenfjælds og meddelte dem den sluttede Overenskomst samt de Betingelser, som i den vare gjorte til deres Fordeel. Han lover, i sine Forhandlinger med Fredrik at ville paasee deres Bedste, og formaner Almuen i Mellemtiden, indtil et endeligt Forlig mellem ham og Kong Fredrik kan komme istand, at være denne og hans Embedsmænd tro og lydige. I begge Breve fremskimter ikke utydeligen hans Haab om igjen at komme tilbage til Norge, naturligvis ifølge Forlig med Kong Fredrik. I Slutningen af Brevet til Erkebiskoppen udtaler han ogsaa sin varme Tak til denne for hans Troskab under Kristians sidste Ophold i Norge, „hvilken eders Velvillighed og Trofasthed imod os vi aldrig ville forglemme, men kjærlig og gjerne altid forskylde eder, saalænge vi leve“[3].
Ogsaa de danske Fuldmægtige tilskreve den 7de Juli Erkebiskoppen og Folket nordenfjælds om den afsluttede Overenskomst og lod dem med det samme vide, at Hr. Nils Lykke vilde komme der nord at underhandle nærmere med dem[4]. Ligeledes underrettede de samme Dag Otte Stigssøn og hans Krigsfolk om den sluttede Overenskomst; de skulde ingen Fiendtligheder meer øve, men thinge Kong Fredrik Landet til igjen. Nils Lykke skulde komme til Bergen og give nær-
