stian efter dens Afsluttelse, havde tilladt sig. Det bestemtes, at Kristian skulde sættes fast paa Sønderborg Slot. Den svegne Konge, som i fem Dage var forbleven paa Skibet under det løine Paaskud, at Kong Fredrik ikke var tilstede i Kjøbenhavn, blev endelig den 30te Juli ført afsted til Slesvig, som det hed sig, for at mødes med Fredrik i Flensborg; og han mærkede ikke, at han var bedragen, før han saa Skibet styre lige paa hans Fængsel. Hans Fangenskab og Død have vi allerede ovenfor omtalt.
Krigen, som Kristian havde vakt i Norge, var nu endt. Riget havde vundet det ved den, at Viken var kommen ud af de Svenskes Hænder og tilbage til Norge, med hvilket hint Landskab nu i lang Tid blev forenet. Men tvivlsomt er det, om denne ene Fordeel kunde antages at opveie de store Opoffrelser Riget havde gjort for Kristian, og de Ulykker, Krigen havde paaført flere Landsdeles Indbyggere. Mange glimrende Forhaabninger, byggede paa Kristians Tilbagekomst, laa nu nedslagne; og mest gjælder dette om de Geistliges, som havde offret sig til hans Sag. Hvorvidt disse Forhaabninger vare fornuftige og berettigede, og hvorvidt Kristians Seier vilde have fyldestgjort dem, – derom kan man rigtignok høieligen tvivle. Man maa tvivle om hans grundige Omvendelse, om hans af Naturen egenraadige, grumme og mistænksomme Sindelag virkelig i Modgangens Skole var blevet til Bunds forandret, saaledes at han nu vilde have optraadt som en mild og kjærlig Styrer, opoffret for sit Folks Vel. Man maa næsten end mere tvivle om, at Biskopperne i ham vilde have fundet den Støtte for sin Magt, for den gamle Kirkeorden og for den romerske Lære, som de ventede sig; – Kristian var dog nok, trods den offentlige Afsværgelse af sine kjætterske Meninger, i Hjertet fremdeles en Tilhænger af Luthers Lære og af en Kirkereformation i dens Aand. Hans Yttringer ved de sidste Underhandlinger synes i det mindste ideligen at røbe den luthersk-evangeliske Læres Bekjender. Men hvorledes end dette kan have været, – Forhaabningerne vare utvivlsomt tilstede, da man med aabne Arme modtog ham, og de vare tilintetgjorte, da hans Foretagende saa ganske var mislykkets. Alene Efterregningen fra Seierherrernes Side med de Overvundne stod tilbage, og dens Udfald var uvist.
Ifølge Overenskomsten af 1ste Juli skulde vistnok al saadan Efterregning bortfalde; men denne Overenskomst forkastede, som vi have seet, Kong Fredrik og det danske Rigsraad. I dens Betingelser var altsaa i Grunden, fra den Stund, ingen Beskyttelse at søge for Kristians Tilhængere. Men Omstændighederne føiede sig saa heldigt for Erkebiskoppen og Kristians øvrige Venner nordenfjælds, at Overenskomsten dog kom dem tilgode.
