Da Kong Fredrik sendte de ovenomtalte tre Fuldmægtige til
Norge, havde han medgivet den ene af dem, Nils Lykke, en særskilt
Fuldmagt til, i Forening med Vincentius Lunge, at handle med de
Nordenfjældske og bringe dem igjen til Lydighed; og denne Fuldmagt
synes at have været ligesaa uindskrænket som den, der var givet Knut
Gyldenstjerne og hans Medfuldmægtige[1]). Nils Lykke forblev imidlertid
for Oslo, indtil Overenskomsten med Kristian var kommen istand,
og drog først efter dens Afsluttelse og Besegling, hvori han deeltog,
til Bergen. Ganske vist var Hr. Nils, strengt taget, hverken nogen
ret ærlig eller ret paalidelig Mand, men der maa have været noget
Mildt og Vindende ved ham, der gjorde ham høist skikket til at optræde
meglende og forsonende; og derfor var hans Valg til Underhandler
i nærværende Tilfælde, som det lader-, meget heldigt. Han
synes ogsaa at have gjort et godt Indtryk paa Kristian; thi et saadant
har rimeligvis ledet denne, da han, som allerede sagt, under
11te Juli tilskrev Erkebiskoppen om at oplade Nils Lykke hvad der af
hans Gods endnu var i Behold. Maaskee var det tillige et Fingerpeg
fra Kongen til Erkebiskoppen, at denne i de kommende Underhandlinger
skulde holde sig fortrinsvis til Hr. Nils. Da Nils Lykke
havde opbiet Overenskomstens Afsluttelse, og selv havde været med at
bringe den istand, var det en Selvfølge, at han nu erkjendte sig bunden
i sine forestaaende Underhandlinger med de Nordenfjældske ved
dens Bestemmelser til Kristians Tilhængeres Fordeel, helst da han vel
neppe havde nogen Tanke om, at det Hele vilde blive forkastet af
Kong Fredrik.
I en saadan Stemning kom altsaa Nils Lykke til Bergen. Her blev holdt et Slags Herredag, paa hvilken en Landehjælp til Kongen af to Lod Sølv for hver Mand blev vedtagen. Derpaa droge Nils Lykke og Vincentius Lunge i Spidsen for en væbnet Magt til Throndhjem. De kom did i de første Dage af September og besatte Throndhjems By. Erkebiskop Olaf havde tyet til Stenvikholm Slot. Hr. Vincentius tilegnede sig, med sin sedvanlige Anmasselse, den første Rolle i Foretagendet. Han var umaadelig forbittret paa Erkebiskoppen, og denne hans Følelse spores i de kongelige Fuldmægtiges Breve. I et Brev af 3die September forlangte de Erkebiskoppens Erklæring, om han vilde erkjende Kong Fredrik for sin rette Herre? eller, om han, støttende sig til Overenskomsten i Oslo, ikke endnu vilde dette, om han da vilde erkjende ham for Menigmands Herre og Konge? De forlangte videre, at han af alle de Len, han havde af Kronen for Kristians Komme, skulde lade ser Mænd af hver Skibrede møde i Throndhjem for at aflægge Kong Fredrik ny Troskabsed i hans Fuld-
- ↑ Pal.-Müller Gr. F. II. 26.
